Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Siamesiske tvillinger adskilt

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tir, 20/03/2012 - 11:13

Sundhed & sygdom


Nuria og Marta er tvillinger, og de har altid været tætte. Usædvanligt tætte faktisk. De er nemlig siamesiske tvillinger og har fra fødslen...

Nuria og Marta er tvillinger, og de har altid været tætte. Usædvanligt tætte faktisk. De er nemlig siamesiske tvillinger og har fra fødslen delt mave og lever. Men ikke længere, og det er især den ene tvillingepige glad for.

 

Pigerne, som blev født for et halvt år siden, var vokset sammen på maven og delte mave og lever. Derfor skulle de altid spise samtidig. Men sådan kunne det ikke blive ved, og lægerne besluttede derfor at udføre et kompliceret indgreb. Under en syv timer lang operation blev de to små piger skilt ad.

 

Operationen var vellykket, og i dag - to uger senere - er Nuria og Marta igen hjemme hos mor og far, og de lever nu et liv som alle andre små babyer

 

Første gang nogensinde

Den komplicerede operation blev udført den 27. februar af læger fra Vall d'Hebron-sygehuset i Barcelona. Det er første gang nogensinde i regionen, at et siamesisk tvillingepar med fælles mave og lever er blevet adskilt.

 

Der er tale om et meget sjældent tilfælde af sammenvoksede siamesiske tvillinger, og det var på forhånd klart, at operationen var forbundet med høj risiko. Overlevelse ved fødslen ligger på mellem fem og 25 procent, hvorefter omkring halvdelen klarer den komplicerede operation med fysisk adskillelse.

 

Mor: Nuria vil have privatliv

Tvillingernes mor mener, at det er et mirakel, at hendes små piger har overlevet så mange strabadser i løbet af deres første halve år.

 

- De første dage savnede de hinanden, men sådan er det ikke mere. Marta vil gerne være tæt på sin søster, men Nuria ser ud til, at hun har fået nok af det tætte samvær og vil gerne være sig selv, fortæller pigernes glædestrålende mor, Meritxell Feliu.

 

Misdannelserne blev opdaget, da Feliu var 12 uger henne og fik foretaget en ultralydsundersøgelse. Efter godt syv måneders svangerskab besluttede lægerne, at pigerne skulle fødes ved kejsersnit for at forbedre pigernes mulighed for overlevelse.

 

Nuria og Marta blev født den 10. august 2011, efter 32 ugers svangerskab, og de måtte i løbet af de første seks måneder dele stort set alt.

 

For fremtiden bliver det mere op til de to små piger selv at beslutte, hvor meget de vil dele med hinanden.

 

Se video

<a href='http://video.latino.msn.com/?mkt=es-us&vid=a10f96c3-22f4-43e8-a5a7-2cee12f90b2d&from=&src=v5:embed::' _cke_saved_href='http://video.latino.msn.com/?mkt=es-us&vid=a10f96c3-22f4-43e8-a5a7-2cee12f90b2d&from=&src=v5:embed::' target='_new' title='La exitosa operación de las siamesas Núria y Marta, unidas por el hígado y el abdomen'>Video: La exitosa operación de las siamesas Núria y Marta, unidas por el hígado y el abdomen</a>

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.