Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Skandinav død i uvejr

Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 17/02/2014 - 11:45

Krimi og katastrofe Vejr og natur


En nordmand er omkommet og ni vandrere blev meldt savnet, da De Kanariske Øer i weekenden blev ramt af et voldsomt uvejr med orkanagtige vindst...

En nordmand er omkommet og ni vandrere blev meldt savnet, da De Kanariske Øer i weekenden blev ramt af et voldsomt uvejr med orkanagtige vindstød og kraftig nedbør med både regn og sne.

 

Redningstjenesten fandt lørdag liget af en 47-årig nordmand. Manden blev fundet livløs klokken 13:30 ud for stranden Playa Agujero i Gáldar, på det nordlige Gran Canaria.

 

Ifølge laprovincia.es er der tale om Borre Hansen fra Tromsø.

 

Kort efter fandt politiet en lejebil parkeret lige i nærheden. I bilen lå tomme spiritusflasker, og det formodes derfor, at nordmanden var beruset, da han kastede sig i bølgerne i den kraftige vinterstorm.

 

Det er uvist om Borre Hansen var turist, eller om han boede på Gran Canaria.

 

Den norske konsul på Gran Canaria, Gry Rustad og udenrigsministeriets presseansvarlige Svein Michelsen bekræfter overfor canariajournalen.no, at en nordmand er omkommet.

 

Ufremkommeligt

 

Flere veje blev afspærret. I Las Palmas på Gran Canaria blev redningstjenesterne lørdag kaldt ud 38 gange.

 

Et tag fløj af en lagerhal i et industriområde lidt udenfor Las Palmas, og flere solpaneler blev flået op af den kraftige vind og landede på Las Coloradas fodboldbanen i La Isleta.

 

Al færdsel på Calle Practicante Antonio Henríquez, som er hovedvejen til Tenoya, blev spærret af efter at to lygtepæle blæste omkuld. Vejen blev genåbnet godt tre timer senere.

 

Antenner, affaldscontainere, mure, hegn og dele af tage blæste ned.

 

Kaos ved Teide

Redningsmandskab søgte lørdag efter i alt ni personer, som var forsvundet under snestormen på Tenerife. Også på Gran Canaria, La Palma og La Gomera er der faldet sne.

 

Vejene op til Spaniens højeste bjerg, Teide på Tenerife, hvor de ni vandrere var forsvundet, blev lukket på grund af sne og blæst. Flere træer og pæle var væltet ned over kørebanen.

 

Alle ni er dog fundet i god behold. En af de eftersøgte var en 29-årig tysker, som var begyndt at kravle hen over Masca-kløften på det sydlige Tenerife.

 

De andre otte personer havde ringet efter hjælp, efter at de var kommet i vanskeligheder under uvejret.

 

Se video

 

To personer var kørt fast i bjergområdet Montaña Blanca ved Teide Nationalparken, og seks personer havde søgt ly i Altavista, efter at de var faret vild.

 

Der lå i går morges et pænt lag sne på bjergtoppene på Gran Canaria, La Palma og La Gomera.

 

Der blev målt helt ned til ti graders frost, og på Tenerife lå der sne i 1.200 meters højde. I La Laguna og Tacoronte på Tenerife blev der lørdag meldt om flere oversvømmelser på øen.

 

På Gran Canaria sneede det helt ned til 700 meters højde.

 

I San Bartolomé de Tirajana på det sydlige Gran Canaria blev der målt vindstød på 101 kilometer i timen.

 

 

I Izana på toppen af Tenerife nåede vindstødene op i orkanstyrke på 143 kilometer i timen.

 

Candelaria på Tenerife har fået mest nedbør: 104 millimeter i løbet af 24 timer.

 

Myndighederne frarådede i weekenden folk at tage op i bjergene, og flere veje, der i blandt GC-200 mellem Agaete og La Aldea på vestkysten af Gran Canaria blev helt lukket.

 

Der er fortsat varsel om høje bølger og stærk vind i bjergene på Gran Canaria og høje bølger langs kysterne på alle øerne, men i løbet af i morgen løjer blæsten af.

 

Vejret i dag klokken 15:00

 

Madrid får overskyet vejr med 0-12 grader, Barcelona sol med 7-14 grader, Valencia overskyet med 7-17 grader og Málaga skyet med 9-19 grader.

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.