Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Spanien går modsat Europa

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 08/08/2013 - 01:00

Penge & Forbrug Samfund og Politik


Miljøgrupper raser over regeringens nye energiplan, der skaber kaos i Spaniens energisektor.

Miljøgrupper raser over regeringens nye energiplan, der skaber kaos i Spaniens energisektor.

 

Planen gør det dyrere for private at producere deres egen grønne energi og fjerner livsnødvendige tilskud fra de store producenter af sol- og vindenergi.

 

Grupperne mener, at den nye udvikling i Spanien er komplet modsat den i resten af Europa, hvor regeringer understøtter udviklingen af vedvarende energiformer, skriver insurgente.org.

 

Hemmelige forhandlinger
I en pressemeddelelse anklager landets største miljøgrupper regeringen for kun at tage hensyn til de traditionelle, mindre miljøvenlige el-producenter.

 

-Landets fem største elselskaber har delt kagen mellem sig. Der er kun taget hensyn til økonomiske interesser,og ikke til miljøet eller borgerne, lyder kritikken.

 

Anklagerne i pressemeddelelsen lyder også, at reformen er baseret på hemmelige forhandlinger mellem regeringen og de 5 store elselskaber. De kritiserer i samme ombæring, at offentligheden kun har fået 10 dage til at komme med indsigelser til lovforslaget.

 

Som vi har skrevet i løbet af ugen, gør reformen blandt andet selvproduceret solenergi dyrere end den man kan trække fra stikkontakten og får prisen på alles elregninger til at stige.

 

Fastholdet skadelig afhængighed
Ifølge pressemeddelelsen, der er fra Amigos de la Tierra, Ecologistas en Acción, Greenpeace, SEO/Birdlife og WWF, fastholder reformen Spaniens afhængighed af olie og gas. Det er stik imod den linje, landet har kørt de sidste 5 år, hvor Spanien blev et af verdens førende lande indenfor grøn energi.

 

-Spanien vil fortsat være dybt afhængig af import af fossile brændstoffer fra udlandet, som gør det umuligt for borgerne selv at fremstille energi gennem miljøvenlige og rene energikilder, skriver de.

 

Personer, der udnytter vedvarende energiformer som sol- eller vindenergi, uden at få tilladelse af Industriministeriet, kan risikere en bøde på op til 30 millioner euro, som vi skrev i går.

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.