Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Spanien i recession

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tir, 24/04/2012 - 11:37

Penge & Forbrug Samfund og Politik


Den spanske økonomi skrumpede yderligere i løbet af årets første kvartal, aktierne fik et nyt styrtdyk og risikopræmien steg igen. Samtidig...

Den spanske økonomi skrumpede yderligere i løbet af årets første kvartal, aktierne fik et nyt styrtdyk og risikopræmien steg igen. Samtidig er der voksende modstand mod brutale nedskæringer i andre EU-lande, og de gav generel uro på markederne. ”Folk gør EU til syndebuk”, siger Thorning.


Børsfald i kølvandet

Spaniens økonomi faldt med 0,4 procent af bruttonationalproduktet i årets første kvartal, og efter et fald på 0,3 procent i fjerde kvartal 2011, står det klart, at Spanien er havnet i recession.

Det oplyser den spanske centralbank.

Definitionen på 'recession' er, når der har været 'negativ vækst' i to på hinanden følgende kvartaler.


Samtidig med afsløringen af de nedslående tal, faldt det ledende børsindex i Madrid, IBEX35, mandag med hele 2,76 procent til indeks 6.846,60 - det laveste niveau siden 2003. Risikopræmien på statsgældsobligationerne steg samtidig til 436 basispoint.


Mange forklaringer

Årsagen til de negative tal og faldet på børsen i Madrid er en konstant nedgang i privatforbruget, oplyser den spanske centralbank, som dog peger på at afmatningen er aftagende.

Også den udenlandske efterspørgsel er faldet siden fjerde kvartal 2011, med omkring 0,5 procent på årsbasis.


Bekymringen for en afmatning i den kinesiske økonomi, og den politiske usikkerhed i Europa har ramt de europæiske markeder, som er udsat for fald over hele linjen, lyder det i rapporten fra centralbanken.


Nødvendige nedskæringer

EU-inspektører gav mandag deres dom over den spanske økonomi og deres vurdering af regeringens målsætning om nedsættelse af underskuddet på de offentlige finanser.

Enhver afvigelse af den spanske regerings budgetter ville have sat landets troværdighed på endnu en prøve – og det kunne have ført til endnu flere finansielle angreb på den vaklende spanske økonomi, lyder det.


Ifølge Eurostat er statens gæld sidste år steget fra 61,2 procent til 68,5. Underskuddet på de offentlige finanser var i 2011 på 8,5 procent af bruttonationalproduktet, hvilket var det tredje højeste i EU.


Uberettiget syndebuk

Det er på mode, at give EU skylden for flere af de europæiske landes økonomiske problemer på grund af de påtvungne stramninger.


Formanden for EU-Kommissionen, José Manuel Barroso, peger på kriserne i Grækenland og Italien som eksempler, der viser, ”at det er nemt at bebrejde EU for krisen - også selvom det er uberettiget. Det er landene selv, der har skabt deres underskud, siger han.”


Udtalelsen faldt under et debatmøde i går på Københavns Universitet, hvor Helle Thorning-Schmidt selv sagde, at ”Folk gør EU til syndebuk”.


Stigende modstand

Mandagen satte et nyt kapitel i Europa med en voksende politisk modstand mod de benhårde nedskæringer, der sætter væksten i stå i flere lande.


Den hollandske regering går på grund af uenighed om besparelser, regeringen i Tjekkiet truer med valg i utide på grund af manglende opbakning til besparelser, og så er der Frankrig.


Socialisten Francois Hollande, der er modstander af de voldsomme besparelser, har lagt sig i spidsen op til præsidentvalget den 6. maj, og lykkes det ham at vinde, forudses det, at det fælles tysk-franske euro-jerngreb kan smelte med Sarkozys fald.


Generelt kan det måske betyde lempelser på EU's besparelseskrav overfor flere europæiske gældsprægede lande – herunder Frankrig selv og Spanien.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.