Spanien vinder skat og scorer kassen
Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 23/09/2011 - 12:03
Samfund og Politik
En amerikansk appeldomstol i byen Atlanta har stadfæstet en dom, der kan skæppe godt i bunden af den spanske skattekiste. Spanien får nemlig ...
En amerikansk appeldomstol i byen Atlanta har stadfæstet en dom, der kan skæppe godt i bunden af den spanske skattekiste. Spanien får nemlig et uventet tilskud på 370 millioner euro.
Striden handler om retten til nationalt arvegods og vil danne præcedens for andre lignende sager. Appeldomstolen pålægger Odyssey Marine Exploration, et af verdens største skattejæger-selskaber, at levere den hidtil størst fundne skat tilbage til Spanien.
Dommen er ikke til kimse af. Skatten består af over 500.000 guld- og sølvmønter til en anslået værdi af 370 millioner euro.
Smuglergods

Skattekiste-striden har stået på siden foråret 2007, hvor Oddesey sporede sig frem til vraget af den spanske fregat 'Nuestra Señora de la Mercedes' i Cádiz-bugten. Fregatten sank under et søslag mellem den spanske og den engelske flåde i 1804 og havde en værdifuld last ombord. I lastrummene lå flere ton guld- og sølvmønter samt andre værdigenstande, tilhørende det spanske hof.
Skattejægerne transporterede sammenlagt 17 ton vraggods fra Cádiz-bugten til Gibraltar og videre med fly til Florida, hvor det nu er opbevaret i et hemmeligt lager under opsyn af US Marshals.
En meget fin historie, men problemet er bare, at skattejægerne glemte at spørge den spanske stat om lov.
Tyveknægte
Staten lagde efterfølgende sag an mod skattejægerne med krav om at få den værdifulde nationalskat tilbage. Kulturminister Ángeles González-Sinde kaldte dengang skattejægerne for tyveknægte uden respekt for national ejendomsret.
I 2009 fik Spanien ret ved domstol i USA. Skatten tilhører den spanske stat. Oddesey ankede dommen, men uden held. Vraggodset skal leveres tilbage til den rette ejer; den spanske stat.
Kæmper videre
Striden er langt fra overstået endnu. Melinda MacConnel, vicepræsident for Odessey, meddelte efter kendelsen, at selskabet vil gå til den amerikanske forfatningsdomstol og få sagen prøvet der.
Forfatningsdomstolen vil næppe give skattejægerne ret. 99 procent af alle sager bliver afvist af dommerne ved den højeste retsinstans i USA.
Kan måske også interessere dig
Mange ensomme ældre benytter sig af særlig hjælp i Andalusien
Gratis telefonlinje bekæmper uønsket ensomhed.
Vil begrænse adgang til sociale medier for at beskytte børns mentale sundhed og trivsel
VIDEO: Spanien - og måske Danmark - går til kamp mod 'Det Digitale Wild West', så sociale medier skal være forbudt for alle under 16 år. Hvad mener du?
Baztán: En litterær og helt særligt, lille perle
VIDEO: Lær mere om dette mindre kendte, men dybt charmerende og utroligt spændende område.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.




















