Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Spansk dronning af Skotland?

Skrevet af , man, 24/02/2014 - 10:49

Kendte & kongelige


Hertuginden af Alba og indehaver af verdensrekorden i antallet af adelige titler kan stå først i rækken som arving til Skotlands trone, hvis ...

Hertuginden af Alba og indehaver af verdensrekorden i antallet af adelige titler kan stå først i rækken som arving til Skotlands trone, hvis landet får uafhængighed fra Storbritannien. Den stenrige hertuginde er meget interesseret.

 

Det er den nu 87-årige hertuginde af Alba, Maria del Rosario Cayetana Fitz-James Stuart y Silva – eller bare Cayetana blandt venner, der er direkte efterkommer af Kong James II af England og VII af Skotland, den sidste monark, der herskede nord for Hadrians mur.

 

Hun er den ældste overlevende direkte efterkommer af den sidste skotske konge, som regerede mellem 1685 og 1688. Han var den sidste katolske monark af, hvad der blev til Storbritannien, inden han flygtede til Frankrig, hvor den katolske Kong Louis XIV, tog ham under sine beskyttende vinger.

 

Efterkommer af uægte søn

Cayetana er tip-tip-tip-oldebarn af Kong James VII af Skotlands uægte søn, James Fitz-James. Sønnen var et resultat af en affære mellem den sidste skotske konge og kæresten Arabella Churchill.

 

Hertuginden af Alba er ifølge rygterne meget interesseret i at være Skotlands monark. Cayetana er ifølge magasinet Forbes god for mindst tre milliarder euro. Hun ejer et hav af ejendomme, masser af kunst og adskillige historiske genstande som Columbus' kort over Amerika og førsteudgaven af "Don Quixote".

 

Udover økonomien har hun både titlerne og kontakterne i orden, som det kræves af en royal, og hun kunne derfor være et godt parti for et uafhængigt Skotland.

 

Få jeres egen dronning

Storbritanniens premierminister David Cameron har allerede gjort det klart, at et uafhængigt Skotland ikke vil kunne bruge det engelske pund som valuta, og heller ikke vil kunne fortsætte med Dronning Elizabeth II som monark. Begrundelsen er, at landet  havde eget monarki før det blev indlemmet i Storbritannien, og det derfor ikke kan få en monark af huset Windsor.

 

Hvis Cayetano bliver Skotlands nye dronning, vil det betyde at landet får en efterkommer af den landflygtige skotske konge 326 år efter, at han blev afsat, og den spanske hertuginde vil kunne føje endnu en titel til sin verdensrekord.

 

Konsekvensen ville være at hertugindens søn Cayetano Martinez de Irujo kunne blive Skotlands Prins Cayetano, og måske en dag Kong Cayetano.

 

Tysk kandidat gider ikke

Ifølge historikere er den sande arving til Englands, Frankrigs, Irlands og Skotlands trone Hertugen af Bayern med det mundrette navn Franz Bonaventura Adalbert Maria Herzog von Bayern. Men han er ikke særlig interesseret, skriver Thinkspain.

 

Hans liv har været meget anderledes end den stenrige hertuginde af Albas liv i sus og dus, efter at han som bare 11-årig blev fanget af nazisterne og sat i koncentrationslejre i Dachau og Oranienburg.

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.