Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Spansk krisepolitik

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tir, 06/08/2013 - 01:00

Penge & Forbrug Samfund og Politik


Der er ikke ligefrem opløftende nyt, når det gælder udsigterne for Spaniens økonomi. Ifølge IMF skal vi fem år frem i tiden, før der igen...

Der er ikke ligefrem opløftende nyt, når det gælder udsigterne for Spaniens økonomi. Ifølge IMF skal vi fem år frem i tiden, før der igen kommer vækst og fald i arbejdsløsheden, fremgår det af IMF's nye årsberetning.

 

Udsigterne for Spaniens økonomi, der er den fjerde største i euroområdet, er dårlige, og der er høje risici, skriver Den Internationale Valutafond og forudser en ny nedgang i økonomien i år på 1,6 procent, nulvækst i 2014 og en minimal vækst på bare 0,3 procent i 2015.

 

Dystre udsigter

"Det svage opsving vil ikke give nogen gevinst for beskæftigelsen, der vil være på over 25 procent frem til 2018”," fremgår det af rapporten, der er udarbejdet af IMF's økonomiske eksperter.

 

Den Washington-baserede institution vurderer, at arbejdsløsheden i år vil ende på 27,2 procent, hvorefter den vil falde til 27,0 procent næste år, 26,9 procent i 2015, 26,6 procent i 2016, 26,0 procent i 2017 og endelige på 25,3 procent i 2018, hvorefter den ventes at falde til under 25 procent.

 

De dystre udsigter kommer på trods af nye oplysninger fra arbejdsløshedsstatistikkerne, der viser, at arbejdsløsheden i årets andet kvartal er landet på 26,26 procent; lidt under de 27,16 procent fra første kvartal.

 

I sin tidligere rapport om de økonomiske forudsigelser, The World Economic Outlook, fra april, var IMF mere optimistisk og forventede dengang, at ledigheden ville falde til under 25 procent to år tidligere, nemlig til 24,7 procent i 2016.

 

Men det er der nu lavet om på, og den spanske befolkning må døje med en rekordhøj arbejdsløshed, hvor mere end hver fjerde voksen må forberede sig på at stå uden arbejde i yderligere fem år endnu.

 

IMF's bestyrelsesmedlemmer har rost Spaniens konservative regering for de økonomiske reformer, der har gjort det billigere og lettere at afskedige ansatte og sænke de i forvejen lave lønninger.

 

Mindstelønnen i Spanien er på 645 euro om måneden. IMF foreslår nu, at lønnen sænkes yderligere ti procent og at momsen sættes op om to år.

 

Uacceptabelt

IMF's chef for Spanien, James Daniel, mener, at den spanske økonomi sandsynligvis kan byde på en lille vækst i tredje eller fjerde kvartal i år.

 

"Men spørgsmålet er ikke, om Spaniens økonomi vil vokse, men om den vokser nok til at skabe nye job, nedbringe den uacceptabelt høje arbejdsløshed og øge husholdningernes indkomster", skriver Spaniens-eksperten.

 

Spanien vil ikke kunne skabe nogen netto-vækst i beskæftigelsen med en økonomisk vækst på under 1,5 eller 2,0 procent, fremgår det af IMF's rapport.

 

 

Kommentarer

Der var en meget positiv artikel om Spaniens forsøg på turnaround i WSJE i går: http://online.wsj.com/article/SB10001424127887323968704578647773490718606.html

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.