Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Spansk og dansk jubel

Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 12/10/2011 - 08:53

Sport & hobby


Både spanierne og danskerne krammede helt vildt, efter Spanien tog den ottende sejr i træk i EM-kvalifikationen, og Danmark detroniserede Rona...

Både spanierne og danskerne krammede helt vildt, efter Spanien tog den ottende sejr i træk i EM-kvalifikationen, og Danmark detroniserede Ronaldo og Portugals favorithold. Der er udsigt til en super sommer!

 

De forsvarende europamestre fra Spanien sluttede EM-kvalifikationen af lige så suverænt, som de for tre år siden vandt mesterskaberne. I den sidste kamp i Gruppe I vandt Spanien med 3-1 over Skotland, og dermed snuppede Spanien den ottende sejr ud af otte mulige i gruppen.

 

Aftenens helt blev Manchester City-stjernen David Silva, der scorede to mål, inden David Villa øgede i anden halvleg, før David Goodwillie reducerede til slutresultatet på et straffespark midt i anden halvleg.

Med nederlaget gik skotterne glip af andenpladsen i gruppen - den gik i stedet til Tjekkiet, der på udebane vandt 4-1 over Litauen og passerer Skotland i tabellen.


Og til Parken

I går udtalte Cristiano Ronaldo: - Det kan slet ikke komme på tale, at Danmark vinder...

Men det kom i dén grad på tale. Landstræner Morten Olsen og Co. slutter på førstepladsen i EM-kvalifikationsgruppe H. Michael Krohn-Dehli (13. minut) og Nicklas Bendtner (63. minut) scorede de danske mål, mens Cristiano Ronaldo reducerede direkte på frispark i dommerens overtid.

Det er syvende gang i historien, at Danmark er med ved en EM-slutrunde.

 

Sejren sender Danmark til EM-slutrunden næste år i Polen og Ukraine som vindere af gruppe H med 19 ud af 24 mulige point. Det er ikke så tosset endda for at dansk hold, som tidligere i kvalifikationen blev udspillet og banket 1-3 af Portugal på udebane. Men denne tirsdag aften var det danskerne, som med en yderst imponerende holdindsats uddelte tæskene.

 

På alle fronter var landstræner Morten Olsens mandskab bedst, og det var forbløffende at se, hvor få chancer den ellers frygtede portugisiske offensiv anført af verdensstjernen Cristiano Ronaldo nåede frem til.

 

Nu har Danmark et halvt år plus det løse til at nyde forventningens glæde - og med god grund. EM sparkes i gang den 8. juni i Warszawa, Polen, og finalen spilles den 1. juni i Kiev, Ukraine, så der er udsigt til en rigtig god og underholdende sommer.

 

Portugal, der ville have snuppet førstepladsen med blot uafgjort, skal nu ud i to playoff-kampe.

 

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.