Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Spansk tøjkonge blandt verdens rigeste

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 10/03/2011 - 12:38

Penge & Forbrug


Amancio Ortega, grundlægger af det spanske tekstil-imperium Inditex, er med en formue på 22,3 milliarder euro rykket to pladser op til en syve...

Amancio Ortega, grundlægger af det spanske tekstil-imperium Inditex, er med en formue på 22,3 milliarder euro rykket to pladser op til en syvendeplads på 'Forbes' netop offentliggjorte liste over verdens rigeste personer.

 

Fra handskemager til tekstilkonge
Det er den højeste placering, en spansk forretningsmand hidtil har haft på denne liste over alverdens rigmænd.

Den 75-årige forretningsmand startede for 48 år siden en handskemagerforretning i sin fødeby A Coruña og er i dag indehaver af Spaniens største tekstil-imperium med forretningskæden 'Zara' som det førende mærke. Imperiet tæller syv andre mærker med sammenlagt 4.907 forretninger i 77 lande, der beskæftiger i alt 98.000 mennesker.

Den meget pressesky og tilbageholdende Armancio Ortega har for nylig besluttet at gå på pension og har udnævnt Pablo Isla til generaldirektør for Inditex. Kejseren vil dog bevare kontrollen over imperiet, da han fortsat er hovedaktionær i moderselskabet og formand for bestyrelsen.

 

Konge og kronprins

Listen med verdens rigeste personer har den samme konge som i fjor. Verdens rigeste mand er mexicaneren Carlos Slim, hvis personlige formue ligger på 53,2 milliarder euro.

 

Andenpladsen er der heller ikke blevet rykket ved, selvom hans formue er skrumpet en hel del. Pladsen tilhører fortsat Bill Gates, Kongen af Microsoft, med en formue på 40 milliarder euro. Han har dog en plausibel forklaring på, hvorfor hans formue er blevet reduceret med en tredjedel i forhold til den foregående liste. Han har siden da nemlig doneret 20 milliarder euro af sin personlige formue til stiftelsen 'Bill & Melinda Gates', der donerer penge til forskning, lægevidenskab og andre godgørende formål.

 

Nedtur til IKEA

Ingvar Kamprad, grundlæggeren af møbelkæden IKEA, er den helt store taber på årets Forbes-liste. Den 84-årige svensker lå i fjor på en 11. plads med en formue på 12,2 milliarder euro, men er nu styrtet ned til plads nummer 162 med en 'beskeden' formue på 4,2 mia. euro. Formuen er skrumpet betydeligt ind, da han for første gang har været nødt til at betale indkomstskat i Schweiz, hvor han har været bosat siden 1973.

 

Klik her for at se hele Forbes-listen
 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.