Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Syvårig dræbt af lavine

Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 27/03/2013 - 10:57

Krimi og katastrofe


Syv-årig pige fra Madrid blev mandag begravet levende i en lavine på spansk skisportssted. I flere minutter lå pigen fanget under sneen, og d...

Syv-årig pige fra Madrid blev mandag begravet levende i en lavine på spansk skisportssted. I flere minutter lå pigen fanget under sneen, og da hun blev gravet fri, var hun bevidstløs. Trods desperate genoplivningsforsøg døde hun i går.

 

Tragedien skete på en løjpe i Aramon skisportsstedet i Formigal i Huesca-provinsen, hvor den lille pige var på skiferie sammen med sine forældre.

 

Under sne i flere minutter

Hun var sammen med to andre børn, da de pludselig blev ramt af en tre meter bred og halvanden meter høj lavine. Det lykkedes de to andre børn at slippe ud af snemasserne, men den lille syv-årige var forsvundet.

 

Pigen havde ingen puls, da hun blev gravet fri. Det lykkedes dog redningsmandskab at genstarte pigens hjerte, og hun blev omgående fløjet til Miguel Servet-sygehuset i Zaragoza.

 

Den syv-årige var i dyb koma, da hun blev indlagt på intensivafdelingen, og hendes tilstand blev gradvist forværret. I løbet af i går kunne lægerne konstatere, at hun var hjernedød efter at være gledet ind i en vedvarende vegetativ tilstand.

 

Sad med ryggen til døden

Hjernedød er ophør af alle hjernens funktioner på grund af akut, svær hjerneskade, hvorefter det ikke er muligt at bringe en hjernedød til live igen. Hjernedød opstår, fordi blodtilførslen til hjernen ophører, og hjernen derfor ikke får tilført ilt og næring. Ifølge Sundhedsloven er hjernedød sidestillet med hjertedød som dødskriterium. Omkring klokken 14 i går døde pigen på hospitalet.

 

Pigens forældre var med hende på tidspunktet for ulykken, der fandt sted på en skråning, der ofte benyttes af børn. Vidner fortæller, at pigen sad ned og blev overrasket af lavinen, der kom væltende bag fra.

 

Politiet har nu indledt en undersøgelse af sagen.

 

De to andre børn, hvoraf den ene var hendes bror, blev i går udskrevet fra sygehus efter at være blevet behandlet for lettere kvæstelser.

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.