Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Tak fordi I kom!

Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 07/02/2022 - 07:00

Torben og Kathrine

Amigos

AMIGOS: Hyggeligt træf i landlige omgivelser med både hø, heste samt Kate og Peters camper.

Lørdag havde vi inviteret vores Amigos på et lille træf. Vi havde med vilje valgt Meson El Rengo som vores mødested. At komme dertil - og være der - er faktisk som Spanien for 50 år siden. Og går man derfra til fods, er der kun cirka 700 meter til det pulserende byliv med både Lidl og indkøbscenter.

Det er af nyere dato, at der ved siden af restauranten og hestestaldene nu er en stor camperplads, hvor Kate og Peter kunne overnatte.

Og heldig var det for os, at vi både kunne lokke Kate og Peter dertil og samtidig - med noget kort varsel - kunne nå at få så mange Amigos til at komme.

Alle der havde tilmeldt sig kom - også det par, der først landede i Málaga Lufthavn, efter vi var startet klokken 10:30.

Ved ankomsten fik man udleveret sit ‘Amigos para siempre'-emblem og med det sat i tøjet vidste tjenerne, at de bare skulle fylde deres glas op under hele arrangementet.

- Gælder det også, hvis vi bliver her til i morgen..?

Det skortede ikke på god humor!

Klik i billedet for at se det større

Formålet med vores Amigos-træf er jo dels, at vi kan få set hinanden i øjnene, at vores Amigos kan møde andre Amigos og frem for alt, at vi skal have det hyggeligt.

Samtidig dukker der jo også spørgsmål op, som er lettere at vende, når man taler sammen personligt, end når det foregår på skriv eller telefon.

Flere havde spørgsmål til vores mesterkokke Carmen og Jesús om spanske retter, og de blev noteret til kommende opskrifter i ‘Carmens Køkken’.

Klik i billedet for at se det større

Der var stor interesse for stikke hovedet inden for i Kate og Peters rullende hjem. Her blev der udvekslet tip, da flere af vores Amigos selv har erfaringer med camping.

Vores artikelserie ‘Spanien Rundt’ med Kate og Peter er blevet godt læst, og parrets specielle måde at tage turen på er blevet beundret af mange.

Blandt flere blev muligheden for at skifte boligen i Spanien ud med en camper ivrigt drøftet…

Tak til Kate og Peter for at komme og invitere så mange indenfor i deres hjem.

Klik i billedet for at se det større

Også vores advokat Marias fremmøde faldt i god jord. Det er jo ikke hver dag, man lige har en advokat ved hånden over en kop kaffe eller en formiddagsbajer og bare kan spørge løs uden at få en regning bagefter.

En af gæsterne overvejer at sælge sin bolig hernede og købe en mindre, og sådan en situation giver mange spørgsmål af både juridisk og skattemæssig karakter. Regler for ophold kom også på tale.

På redaktionen var vi meget glade for arrangementet. Billederne tyder da på, at vores Amigos også var det.

Og så kan det jo ikke være bedre.

Kommentarer

Som Amigos kan du her skrive en kommentar til artiklen - eller stille spørgsmål

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.