Tanker om 4. maj 1945 og i dag
Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 03/05/2025 - 07:00

Klumme
Det blev forhåbentligt Danmarks SIDSTE befrielse. Besøger Trump Grønland?
På 80-årsdagen for frihedsbudskabet udvikler krigsretorikken sig desværre mere og mere.
Onsdag den 21. marts 1945 klokken 11:16 var min mor netop drejet til venstre om hjørnet ad Madvigs Allé med min to måneder gamle storesøster i barnevognen. Fire til fem minutter forinden var hun netop gået forbi Den Franske Skole på Frederiksberg Allé.
Det var altså på et hængende hår, at jeg havde en mor, der kunne sætte mig i verden flere år senere, kan man vist nok sige …
Min store opmærksomhed på 4. maj var såmænd først, at det var min mors fødselsdag. Det var festligt, fordi der blev sat stearinlys op i alle vinduerne, som blev tændt, når mørket faldt på. Og når jeg så ud af vinduet, kunne jeg se, at der også var tændt lys i alle vinduerne i lejlighederne, der lå i Madvigs Allé.
Kunne sagtens forstå, at de andre også fejrede min mor, for hun var jo meget sød
I 1956 havde jeg fundet af, at 4. maj også var dagen for frihedsbudskabet. Om efteråret sad min far med store ører klistret til Radioavisen og lyttede til udviklingen i den ungarske opstand. På det tidspunkt fandt jeg vist først ud af, hvad en besættelse kan være.
Min far var helt ude af den op til og under Cubakrisen de 13 dage i oktober i 1962. Selvom det nok havde været ligegyldigt, hvis bomberne var sprunget, så havde min far sørget for forsyninger med vand, konserves og meget mere oppe på vores loftsrum.
Selvom jeg voksede op - og har tilbragt det meste af mit liv - i fredstid, har frygten for, at det alligevel kunne gå galt, nok altid luret i min underbevidsthed.
Specielt gik det galt, da Rusland invaderede Ukraine den 24. februar 2022, hvor jeg for alvor bekymrede mig om mine børns og børnebørns fremtid. Det gik også galt ved og efter massakren på den israelske festival den 9. oktober 2023. Og galt gik det vel også, efter Donald Trump igen begyndte at folde sig ud som amerikansk præsident i årets første måneder.
Pave Frans mest symbolske udtalelse
Er det ikke god latin for alle, at det er bedre at bygge broer mellem mennesker for samhørighed og udvikling end at lukke sig inde bag mure og bygge dem højere og højere for til sidst sætte kanoner på toppen?
Tør vi tage samtalen?
Tør vi tænke lidt tilbage og åbne sindet for, om fortiden kunne være gjort bedre?
Tør vi måske lade djævlens advokat sigte både Putin, Zelenskyj, Joe Biden, Donald Trump og en stribe europæiske ledere for ikke at have gjort det godt nok i hverken handlinger eller retorik?
Jeg tør godt vove pelsen i en delikat sag: Kunne det være taktisk klogt, hvis Jens-Frederik Nielsen inviterer Donald Trump til Grønland? Så kunne Troels Lund Poulsen også komme og forklare Trump, hvor velkommen USA er til at øge sin militære tilstedeværelse i landet.
Tilmed - og på en elegant måde - ville Trump slippe for at møde Mette Frederiksen og statsministeren for at møde præsidenten.
PS: Hvis du gerne vil vide, hvordan Donald Trumps besøg i Grønland ender, skal du bare spørge efter det i en kommentar. Så lægger jeg det op som tillæg til denne klumme.
Og hvis vi ikke tør noget som helst, må vi bare folde vores små hænder i håbet om, at alt nu bliver bedre af sig selv, og at vi ikke skal opleve en ny befrielse hverken her eller der.
Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god weekend.
Torben Wilkenschildt
-------------------------------------
På opfordring fra Lars Kruse publicerer jeg herved tillægget:
Således endte Trumps besøg i Grønland
Klokken 10:03 landede Air Force One med Donald Trump i Nuuk Lufthavn og 5 minutter senere landede vicepræsident JD Vance i Air Force Two.
Jens-Frederik Nielsen var den første til at gå ombord på Air Force One. Derefter fulgte vicestatsminister og forsvarsminister Troels Lund Poulsen, finansminister Nicolai Wammen, erhvervsminister Morten Bødskov, Dansk Industris adm. direktør Lars Sandahl Sørensen og direktør i Dansk Erhverv Brian Mikkelsen.
- Jeg må sige, at dette er et af de mest positive møder, jeg længe har deltaget i. Således startede Trump pressekonferencen klokken 14:00, hvor han var forbundet med de cirka 50 journalister i Air Force Two og online med alverdens medier.
- Jeg vidste ikke, at der var så begavede mennesker med forstand på forretning i Danmark. Jeg er beæret over at have været sammen med dem.
- Jeg har i dag opnået alt det, som jeg troede et køb af Grønland var nødvendigt for at opnå, og nu har jeg sparet de amerikanske skatteborgere for et trecifret milliardbeløb for den ejendomshandel.
- Vi er enige om en massiv udvidelse af vores militære tilstedeværelse til beskyttelse af både det grønlandske og amerikanske folk. Da vi også har opnået flere fair koncessionsaftaler om udvinding af kritiske råstoffer, herunder sjældne jordartsmetaller som grafit, niobium, platinmetaller, molybdæn, tantal og titanium, vil vi bygge byer, som kombineres med militærbaser og boliger til de ansatte.
- Vi er også blevet enige om, at USA bygger et hypermoderne universitet i Nuuk med den nyeste teknologi, så studerende kan følge forelæsninger på både danske og amerikanske universiteter. Det vil også indeholde hundredvis af kollegieværelser. I et muntert øjeblik blev vi enige om at kalde det for ‘The Donald (Duck) University’. Jo, sjovt skal vi jo også have det …
- Personligt er jeg blevet tilbudt et stykke jord nær Nuuk for at opføre et center for at fremme turismen. Det bliver både med golfbane, hoteller og gratis fritidsaktiviteter for den lokale befolkning.
- Vil det sige, at du har opgivet dine planer med at annektere Grønland med militærmagt, spurgte en yngre journalist
- Hør lige her, unge mand. Journalister er specialister i at stille tåbelige spørgsmål, som giver næsten ligeså tåbelige svar, der derefter udnyttes som Breaking News i overskrifterne på deres medier. Du er også tåbelig, fordi du spørger om noget, jeg aldrig har sagt. Du må kunne forstå, at jeg ikke kunne afvise at skride militært ind, hvis Grønlands pludselig blev besat af russere og kinesere.
Da en anden journalist om, hvordan man kan spille golf på is, svarede Trump:
- Vi lægger blot jordvarme under græsset!
Alle i Nuuk havde haft hovederne helt inde i fjernsynet under transmissionen af pressekonferencen, og da Trump efterfølgende kørte i ‘Cadillac One’ og JD Vance i ‘Cadillac Two’ til Hans Egedes hus, var der ingen protester langs vejene …
Under den afsluttende pressekonference sagde Trump blandt andet:
- Jeg har fået Lars Sandahl Sørensen til at flyve med mig tilbage til Washington, hvor han skal hjælpe mig med et nyt syn på problemerne om toldsatserne. Nogle af mine medarbejdere trænger vist til et eftersyn. Lars er en klog mand, meget klog. Han forstår mig og taler så pænt. En dag kunne Lars blive en god statsminister i Danmark - eller endnu bedre formand for EU-kommissionen.
Kommentarer
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.