Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Udgang efter 84 år

Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 17/08/2011 - 11:41

Samfund og Politik


Det bliver en rigtig stor dag for den 103-årige spanske nonne, Søster Teresa, når hun på lørdag mødes med pave Benedikt XVI i Madrid. Det ...

Det bliver en rigtig stor dag for den 103-årige spanske nonne, Søster Teresa, når hun på lørdag mødes med pave Benedikt XVI i Madrid. Det er nemlig første gang i 84 år, at hun forlader det lukkede kloster Buenafuente i Guadalajara.

 

Med taxa til Paven

Klosterets priorinde, Søster María, bekræfter, at søster Teresita skal mødes med paven. Den 103-årige bliver hentet i en taxa fredag og kørt til Madrid, hvor hun skal træffe det katolske overhoved. Klosterets ledelse vil dog ikke afsløre yderligere detaljer.

 

Søster Teresita blev optaget i Buenafuente-klostret samme dag, som pave Benedikt XVI blev født, nemlig den 16. april 1927.

Under borgerkrigen blev klosteret rømmet, og søstrene var tvunget til at flygte. Søster Teresita og en anden nonne søgte tilflugt i et nærliggende hus, hvor de tog sig af svage og syge. Efter halvandet år kunne nonnerne dog vende hjem igen til den lukkede klostertilværelse. Det er den eneste gang, Søster Teresa har forladt klosteret i 84 år.

 

Frisk i hovedet

Søster Theresa arbejdede som kok indtil hun var 95 år, men måtte i 2003 lægge de tunge gryder fra sig. Hun nøjes nu med at være medhjælper i køkkenet og i urtehaven. Hun er et udpræget a-menneske og er allerede i sving ved fem-tiden; lang tid inden solen står op. Teresa er trods sine 103 år stadig aktiv og kvik, selvom hun nu må gøre brug af en rollator for at komme omkring på klostret.

 

- Det er ikke hovedet, der svigter, men kræfterne, siger den aldrende søster, som glæder sig voldsomt til at hendes livs store drøm går i opfyldelse: At møde paven 'en persona'.

 

Læs mere om den friske nonne - der i øvrigt også er en stor fodboldfan - her

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.