Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Udlændinge flygter fra Spanien

Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 20/04/2012 - 11:29

Samfund og Politik


Den økonomiske krise sender tusinder tilbage til deres hjemlande samtidig med, at befolkningstilvæksten blandt spanierne er næsten uændret. ...

Den økonomiske krise sender tusinder tilbage til deres hjemlande samtidig med, at befolkningstilvæksten blandt spanierne er næsten uændret. Undtagelsen er Málaga Provinsen, hvor den udenlandske befolkning er steget.


Indbyggertallet i Spanien er nu officielt steget fra 47.190.493 til 47.212.990 personer i løbet af 2011. 12,1 procent af befolkningen er udlændinge.

 

Det viser den seneste opgørelse fra Statistisk Institut (Instituto Nacional de Estadística).

 

Oplysningerne bygger på alle personer, der var tilmeldt de kommunale folkeregistre (Padrón Municipal) i Spanien den 1. januar 2012.

 

Færre fødsler

Den spanske befolkning ligger nu sammenlagt på 41.501.950 personer. Dertil kommer 5.711.040 udlændinge, der har valgt at bosætte sig i Spanien og tilmeldt sig det kommunale folkeregister.


Antallet af spaniere voksede i det forgangne år med 62.944 personer, svarende til en beskeden fremgang på 0,2 procent.


Opgørelsen fra Statistisk Institut viser ligeledes, at der er flest kvinder i landet: De udgør 50,7 procent, mens mændene står for 49,3 procent af befolkningen.


Til- og fraflytning

Til gengæld faldt den udenlandske befolkning med netto 40.447 personer, hvilket primært skyldes fraflytningen af ikke-EU statsborgere. Den økonomiske krise har tvunget adskillige immigranter til at forlade Spanien og vende tilbage til deres hjemland i Afrika og Sydamerika.


Mens antallet a EU-borgere i Spanien blev øget med 45.494 mennesker sidste år, så faldt antallet af borgere fra ikke-EU lande med 85.941 mennesker.


Undtagelse

Málaga Provinsen har modsat oplevet en nettotilgang af udlændinge på 2,69 procent, hvilket bringer det samlede antal op på 291.124, der er registreret.


Den største tilgang var briter fulgt af rumænere, franskmænd, tyskere og italienere.

 

De fleste fraflyttere havde deres oprindelige hjemlande i Argentina, Columbia og Ecuador.
 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.