Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Ugen der gik: Bus, vinsmagning, taxi og et venligt råd til Igor

Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 09/07/2011 - 05:50

Klumme


Torsdag aften skulle jeg til et vinsmagnings-arrangement i en ny vin-bodega, der er åbnet i Benalmádena-Costa. For ikke at bringe mig selv i r...

Torsdag aften skulle jeg til et vinsmagnings-arrangement i en ny vin-bodega, der er åbnet i Benalmádena-Costa. For ikke at bringe mig selv i risiko – på tilbagevejen - valgte jeg at tage bussen fra Fuengirola og få den oplevelse med i handelen.

 

Jeg kom i god tid og satte mig forrest, så jeg kunne få alle detaljerne med, som ”turist” i mit eget land

 

- You need buy ticket on the corner, sagde buschaufføren og pegede til de næste 15, der også trådte ind i bussen. Der var godt nok et skilt, som beskrev netop det, men det kunne man først se, når man stod inde ved chaufføren.

 

Jeg tænkte selvfølgelig, at det godt kunne være skiltet noget bedre udenfor, men charmerende var det jo at kunne iagttage buschaufførens og turisternes reaktioner. For turister var de alle.

 

- Hello! You go Marbella...? - No I go Torremolinos.

- Hello! Go you Costa del Sol...? - We are Costa del Sol! - But I need go Costa del Sol..

 

Nu var billetkøen ”on the corner” vokset ret meget, og buschaufføren så på sit ur. Han steg ud og råbte mod køen:

 

- All to Benalmádena and Torremolinos come here pay...! Og så flyttede halvdelen af køen sig over til bussen, hvor chaufføren fik gang i at printe billetter og tage mod de 1,40 euro pr. passager.

 

Chaufføren var beundringsværdig med sin andalusiske ro og modtog alle venligt. Også når turisterne protesterede lidt over at skulle rende frem og tilbage, og da hans billetrulle løb tør, og monteringen af den nye drillede. Men bussen gik til tiden, og han kørte behageligt for passagerne. Inden bussen nåede Benalmádena, nåede den at blive propfyldt. Så fyldt at de sidst påstegne stod ude ved siden af chaufføren. Men heller ikke det generede ham.

 

Vinsmagningen gik godt, og det nye sted havde velsmagende vine fra forskellige bodegaer. I det varme vejr var den afsluttede kolde fadøl dog næsten det bedste.

 

Taxi-chaufføren på vej tilbage kunne langt fra fortælle om lige så mange kunder, som min busmand. Antonio, som han hedder, havde før haft job som murerarbejdsmand og var nu så heldig, at han nogle gange om ugen fik lov til at køre sin onkels taxi, så han kunne tjene bare lidt. Antonio kunne godt mærke, at der nu var kommet udenlandske turister, men det har ikke fået mundvigene op.

 

- Vi kan mærke, at turisterne ikke bruger så mange penge, og at mange har valgt alt-inklusive-hotellerne, hvor de bliver under hele ferien. Og de andre tager bussen, når de kan, fortalte Antonio.

 

Og det er dyrt, at nappe en taxi på Costa del Sol, hvor man betaler efter tariffer i en bog, og ikke kører efter taxameter som i storbyerne, hvor kilometerprisen er langt billigere.

 

At krisen i Spanien især kradser i Andalusien, viser nye tal om ”Familien Spanien”. Færre indgår ægteskab, færre børn bliver født, og flere går fra hinanden. Læs artiklen her

 

Nogle turister tager til Andalusien for at få sol og strand. Andre udforsker det ofte rå og naturrige bagland. Som den hollandske kvinde, Mary-Anne Goossens, der på mirakuløs vis blev reddet efter at have ligget 18 dage i en dyb kløft. Læs artiklerne om hende her

 

Måske betyder Cimber Sterlings formentlige redning, at selskabet i sin nye konstellation med den ukrainske milliardær fortsat kan sende danske turister til Spanien. Indtil videre mangler vi dog at høre nærmere om den del af planerne.

Jeg ønsker Igor Kolomoysky og hans selskab Mansvell Enterprises Ltd. tillykke med nyerhvervelsen og håber, det vil udvikle sig positivt både for ham, medarbejderne og flytransporten mellem Danmark og Spanien. Men Igor – et godt råd! Jeg ved, det er dyrt at male fly om. Men tag vikingen ved hornene og fjern både hjelm, Cimber og Sterling som både brand og navn, så kunderne i fremtiden ikke forbinder dit selskab med de alt for mange års dårlige oplevelser.


Teamet bag Spanien i Dag ønsker alle en god weekend

 

Torben Wilkenschildt
 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.