Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Ung danskers syn på de kommende valg

Skrevet af Kathrine Hesner, ons, 24/05/2023 - 07:00

Samfund og Politik

″Der er brug for et skift.″

På søndag er der kommunalvalg i Spanien, og samme dag er der regionalvalg flere steder.

Det har fået en ung dansker til tasterne, og her får I hans syndspunkter.

Edgar Twide Andersen er 23 år, bor i Sorø og starter efter planen med at læse til enten Handelsøkonom eller Multimediedesigner i København efter sommerferien. Han er født og opvokset i Barcelona, og han flyttede tilbage til Danmark med lillesøster og danske forældre for godt 12 år siden. Han er meget betaget af spansk politik og historie og har i det hele taget en bred viden om Spanien, spansk kultur og historie.

Artiklen er udelukkende udtryk for Edgar Twide Andersens holdninger.

---

Vox og regionale valg i Spanien

Den 28. maj er der kommunal- og regionalvalg i de fleste spanske regioner. Det højrenationale parti Vox, der er det tredjestørste parti i det spanske parlament, Congreso de los Diputados, ifølge meningsmålingerne står til at vokse betydeligt i alle regioner, hvilket skaber en vis uklarhed om, hvorvidt Vox kommer til at indgå i koalitionsregering med det liberale centrum-højre parti Partido Popular (PP) i flere regioner.

Vox har allerede siden marts forrige år siddet i en koalitionsregering med PP i Spaniens største region, Castilla y León, hvor der er blevet iværksat mange tiltag, der skaber både forargelse og glæde rundt om i Spanien; en betydelig nedskæring i støtten til de store fagforeninger, ekstra støtte til børnefamilier (som flere børnepenge), genåbningen af atomkraftværket Santa María de Garoña, der havde været lukket siden 2013 og hvis nedrivning skulle være begyndt i 2022 og konstruktionen af en ny tiltrængt vanddæmning. Og det mest kontroversielle tiltag af dem alle; at læger og sundhedspersonale skal informere kvinder, der ønsker abort, om de potentielle risici og tilbyde at høre fosterets hjertebanken. Disse er blot en vifte af de tiltag som koalitionsregeringen Alfonso Fernandez Mañueco (PP) og Juan Garcia-Gallardo (Vox) står i spidsen for.

Den nye regering i Castilla y León er blevet kritiseret meget af de øvrige spanske partier og pressen, men også af PP’s moderparti på europæisk-plan, European People’s Party (EPP). Men på trods af den kritik, der er væltet ned over koalitionsregeringen, siden den trådte til, har den alligevel modstået presset.

Jeg mener, at de sidste knap fire års koalitionsregering mellem Partido Socialista Obrero Español (PSOE) og Podemos, ikke har været spor gode for Spanien. Pedro Sanchez viste heller ikke megen flovhed, da han få timer efter parlamentsvalget i 2019, dannede en koalitionsregering med det venstre-ekstremistiske Podemos og indgik aftaler med de separatistiske og terror-sympatiserende minoritetspartier fra Baskerlandet og Catalonien for at kunne regne med deres stemmer i parlamentet, på trods af at han gentagne gange under valgkampen havde afvist at ville have noget at gøre med hverken den ene eller den anden.

Nogle af de ting, som Vox har kritiseret den nuværende regering mest for, er:

At have ødelagt den spanske økonomi og at have kvalt de primære erhverv og de selvstændige erhvervsdrivende med urimeligt høje skatter. 

At have holdt spanierne indelukket i deres hjem i månedsvis uden lovhjemmel, hvilket senere blev kritiseret af højesteretten i Spanien på anledning af Vox' klager.

Manglende vilje til at modarbejde migrationsstrømmene fra Marokko og Nordafrika. Antallet af illegale immigranter er steget kraftigt de seneste år i Spanien. Regeringen har skåret meget ned på sikkerhedsvagter og ressourcer til det sydlige grænsehegn mod Marokko, Ceuta og Melilla.

Loven "demokratisk hukommelse" der ’omskriver’ den historiske periode under Franco-regimet. Det går blandt andet udover historieundervisningen i skolerne. Vox mener, at det er forkert at undervise skoleeleverne i, hvorvidt deres bedsteforældre, der kæmpede i den spanske borgerkrig, var 'gode' eller onde', afhængigt af hvilken side af krigen, de befandt sig på.

Opgravningen i 2019 af diktator Francisco Franco og lederen af det spanske fascist-parti Falange Española Antonio Primo de Rivera i år fra De faldnes Dal - El Valle de los Caidos - hvor ofre fra borgerkrigen ligger begravet. Begge er blevet flyttet til kirkegårde i Madrid.

Hundredvis af dæmninger er blevet nedrevet for at beskytte naturområder på trods af, at Spanien lige nu oplever en af de værste tørker i mange år. I 2021 var Spanien det land - ud af 17 europæiske lande - der havde nedrevet flest vanddæmninger, nemlig 108 ud af 239.

Og sidst, men ikke mindst, kritiseres regeringen for at have mildnet dommene for seksualforbrydere, hvilket har betydet at over 1.000 seksualforbrydere har fået nedsat deres domme og omkring 100 seksualforbrydere er blevet løsladt før tid. Deriblandt også fanger, der har begået seksualforbrydelser mod mindreårige.

Vox's mærkesager er, at:

  • Spanien skal være selvstændigt på energiområdet, og at man skal tage de eksisterende naturressourcer som findes i Spanien i brug.
  • Beskytte spanske fødevarer og begrænse importen af fødevarer fra tredjepartslande som for eksempel Marokko, hvor produktionsomkostningerne og hygiejnekravene er langt lavere. 
  • Vandet fra de spanske floder skal fordeles mere ligeligt over hele landet. Ulovliggøre de separatistiske og terror-sympatiserende partier. 
  • Sørge for at man i højere grad kan lære spansk i de regioner, hvor størstedelen af undervisningen i skolerne i dag foregår på andre regionalsprog. 
  • Beskyttelse af ejendomsretten og nul-tolerance over for besættere. 
  • Afskaffe de autonome regioner og give kompetencerne tilbage til staten, da Vox mener, at regionerne frådser med skattepengene og i det hele taget er mere et onde end til nytte.

Mange år med korruption, høj arbejdsløshed og tolerance over for separatistiske og terror-sympatiserende partier, under de to statsbærende partiers (PP og PSOE) skiftende regeringer og fire meget dårlige år for den spanske økonomi og for den spanske middelklasses økonomi med Pedro Sanchez som præsident, har medført, at velfærdsstaten og retsstaten i Spanien er smuldret lidt efter lidt. Derfor er det vigtigt, at der kommer et magtskifte til PP og Vox, hvor valgresultaterne tillader det.

Kommentarer

Flot skrevet af en ung mand på 23 år.

Ingen tvivl om at han holder at Spanien.

Knus til ham.

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.