Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Ustabilitet og kraftig nedbør - måske endda skybrud

Skrevet af Kathrine Hesner, tor, 09/10/2025 - 09:22

Vejr og natur

Betydelige regnmængder og faldende temperaturer på Den Iberiske Halvø.

Stormen Alice forventes at bringe ustabilt vejr med kraftig nedbør til den østlige del af Den Iberiske Halvø og De Baleariske Øer.

Det har fået myndighederne til at udsende et særligt vejrvarsel, som i første omgang gjaldt indtil søndag den 12. oktober, men i dag er det forlænget til at gælde til og med mandag.

I dag forventes regnen at falde i kystområderne i Catalonien og Valencia og i løbet af dagen breder det sig til Ibiza og Formentera, Murcia, den østlige del af Andalusien og dele af Castilla-La Mancha, det indre Catalonien og de centrale bjergområder. Regnen forventes at blive ledsaget af tordenvejr og opnå stærk intensitet - lokalt endda meget stærk. 

I morgen vil de meget kraftige regnbyger aftage og holde sig til den sydøstlige del af halvøen, men det kan ikke udelukkes, at de vil nå resten af Alborán og Balearerne. I løbet af weekenden ventes det så at blive mere stabilt igen, men det skal vi nok holde godt øje med.

Tilbage til i dag:

  • Kraftig og måske endda vedvarende nedbør, lokalt meget voldsomt i betydelige mængder på dele af fastlandets østside - hovedsageligt i Levante, og på De Baleariske Øer. 
  • Betydelige fald i dagstemperaturerne i de østlige indre egne af fastlandet. 
  • På kysterne i det nordvestlige Galicien kommer der i perioder stærk nordøstvind.

Klik her for flere informationer om dagens særlige vejrmeldinger

I dag klokken 12

Generelt hele landet

Der forventes et nyt lavtryk, som vil opretholde og øge ustabiliteten på Den Iberiske Halvø og De Baleariske Øer, og det betyder overvejende skyet eller overskyet himmel og nedbør ledsaget af torden til den østlige tredjedel og sydøstlige del af Den Iberiske Halvø samt på Balearerne. Nedbøren kan også påvirke andre områder i centrum og på den østlige halvdel. 

Der vil også være overskyet himmel over den nordlige del af Den Iberiske Halvø med svag nedbør i Cantabrien, den øvre Ebro-dal og det nordlige af De Iberiske Bjerge, mens der generelt vil være overvejende letskyet eller klar himmel i vest. 

På De Kanariske Øer er der skyet himmel i nord på de højtliggende områder og letskyet i resten.

Sandsynlighed for let calima i højderne på De Kanariske Øer.

Dagstemperaturne vil stige i vest i Galicien og i Extremadura og falde næsten generelt i resten af landet - betydelige fald i det østlige indre af fastlandet. 

Nattemperaturerne er i stigning på den nordøstlige tredjedel, mens de falder på den sydlige halvdel, Sistema Central og De Iberiske Bjerge og ellers kun få ændringer i resten - måske lette stigninger her og der.

I morgen klokken 12

Málaga-provinsen

Letskyet himmel, stigende til skyet i løbet af dagen, og det er ikke udelukket, der kan komme regn- og tordenbyger. Temperaturer uden ændringer eller i fald, så vi ligger på 25 til 27 grader og 15 til 19 om natten.

Gran Canaria

I nord er det skyet i dagens første og sidste timer og ellers vekslende skydække resten af dagen. På resten er det letskyet eller klart. Calima i højderne som aftager i løbet af dagen. Nattemperaturer med få ændringer og dagstemperaturerne i let fald. Selvom der lokalt stadig kan opnås 30 grader, så står den generelt på 22 til 25 grader.

Alicante-provinsen

Skyet eller overskyet himmel. Der forventes lokalt kraftige og vedvarende byger ledsaget af torden. Nattemperaturer med lette ændringer og dagstemperaturer i fald, lokalt betydelige fald i det nordlige Alicante. Dermed hedder det 20 til 25 grader og 14 til 18 om natten.

Klik HER for at se calima-varsel for de kommende dage.

Klik HER for interaktivt kort over aktive brande og søg let på dit lokalområde.

Kan måske også interessere dig

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.