Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Vi giver læserne ordet...

Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 22/10/2011 - 05:44

Klumme


Hvis der findes en af vores læsere, som ikke på den ene eller anden måde er afhængig af flyforbindelserne mellem Spanien og Danmark, er det ...

Hvis der findes en af vores læsere, som ikke på den ene eller anden måde er afhængig af flyforbindelserne mellem Spanien og Danmark, er det nok en undtagelse. De fleste skal også tjekke flyankomster til Spanien flere gange om året, og det er nu blevet lettere...

 

Danskere bosiddende i Spanien rejser til Danmark, deres børn og venner kommer på besøg, og danskere bosiddende i Danmark tager på kortere eller længere ferier til Spanien. Dertil kommer forretningsfolkene, der pendler både den ene og anden vej.

Fælles for alle er blevet 'Lex-Lavpris'. Næsten alle vælger i dag flyselskab efter den laveste pris på det tidspunkt, hvor man skal rejse. Mange kan også flexe på rejsedatoerne, og vælger derfor rejsen efter de billigste afgange.


Cimber forsøgte at videreføre Sterlings lavprisfilosofi som Cimber Sterling, men som alle ved, gik den ikke. Selskabet var da også gået konkurs denne sommer, hvis ikke en ukrainsk forretningsmand havde skudt millioner i selskabet.

Efter Cimber Sterling siden juni ikke har ville udtale sig om, hvorvidt selskabet ville fortsætte med ruterne til Spanien, kunne vi i denne uge bringe nyheden om, at selskabet dropper afgange fra Billund til Spanien i næste års sommerprogram.

Læs artiklen: Dropper flyruter til Spanien

 

Cimber Sterling forklarer det med, at ruterne ikke er lønsomme, og at jyderne er mere til charter-ture end den ruteflyvning, som selskabet hidtil har gennemført fra Billund.

Men nogle af vores læsere har en anden opfattelse af årsagen og har skrevet følgende kommentar til artiklen:


Goddag Spanien i dag.

Billund lufthavn - og ikke mindst de rejsende - kan helt sikkert tage den med ophøjet ro. Cimber har jo selv ødelagt disse ruter, der nu bliver nedlagt.

Skal du til Málaga med Cimber, er det med de fleste afgange via CPH og til priser af rundt regnet det dobbelte af priserne hos Ryanair ud af Billund og med forlænget rejsetid. Det har de rejsende fundet ud af og fra Aarhus er der også gode ruter med Ryanair.

Hvis Ryanair indsætter flere ruter til de rigtige penge, så kommer der heller ikke rejsende med Cimber fra Ålborg, og der er jo ikke andet end en times kørsel til Aarhus Lufthavn fra Ålborg og med 4 personer i bilen har man sikkert sparet 4.000 DKK. Ikke så ringe endda med en sådan timeløn, som vi jyder siger.

Cimber påberåber sig at være et lavprisselskab, men de har ikke fattet forretningsmodellen for at være det, men det har Ryanair, der også er det mest præcise selskab her i Europa.

Mvh fra Dorte Sass og Uffe Madsen


Spanien i Dag siger tak til Dorte Sass og Uffe Madsen for kommentaren (artiklens forsidebillede er ikke af dem..!).


Nogle kan det med at drive lavprisselskab – andre kniber det for. Den økonomiske ekspert i denne type drift har længe være Ryanair, men Norwegian er ved at komme godt efter.


Torsdag kom det norske flyselskab ud med et driftsresultat på en milliard NOK ud af en omsætning på 3,4 milliarder i årets tredje kvartal. I samme periode sidste år var driftsresultatet på 624 millioner.

En af forklaringerne på stigningen er udskiftningen af flere af flyene til mere økonomiske flytyper. En anden forklaring er, den såkaldte 'enhedsflåde', hvor alle fly er af typen Boeing 737.

Norwegian har i dag 17 fly af typen Boeing 737-300 og 44 fly af typen Boeing 737-800 Next generation.


Så kan man stille spørgsmål ved, hvor ”lavpris” Norwegian egentlig er. I vores seneste undersøgelse har Norwegian været markant dyrere end både Iberia og Spanair på udvalgte tidspunkter.


Vi bliver i luftfarten. Vi kender det alle sammen. Vi skal i lufthavnen og hente familien, men hvornår skal vi køre derud og lander det til tiden? Mange ved selvfølgelig allerede, hvordan man tjekker det, men vi ved også, at mange andre synes, det er lidt svært at finde ud af.
 

Spanien i Dag kan nu tilbyde læserne en ny service, hvor man lynhurtigt kan finde ud af, om flyene lander til tiden - eller om de i givet fald skulle lande tidligere eller være forsinket.
Læs nærmere herom i artiklen: Er flyet forsinket?
 

I artiklen 'Er flyet forsinket?' har Uffe Madsen i går også skrevet en meget informativ kommentar om, hvordan man med applikationer til iPHONE kan følge flyene i luftrummet og giver derudover tip til, hvordan man finder de billigste flyrejser. Tak til Uffe Madsen – igen!


Hvis du ikke allerede får nyhedsbrevet 'Ugen der gik' med overblikket over alle ugen nyheder, så husk du kan tilmelde dig gratis øverst til højre på denne side. Og det er gratis!


I Spanien i Dag Weekend får du i morgen beretningen om Jesper Sander Pedersens store oplevelse i nationalparken Doñana og pilgrimsbyen El Rocio. Glæd dig til den!

 

Teamet bag Spanien i Dag og Radio Solymar ønsker en god weekend!

Torben Wilkenschildt
 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.