Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Voldelige røverier mod udlændinge

Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 12/08/2013 - 11:16

Krimi og katastrofe


Efter en række voldelige røverier mod udlændinge går nabo-gruppe nu ud og advarer borgerne mod at færdes alene efter mørkets frembrud. Og ...

Efter en række voldelige røverier mod udlændinge går nabo-gruppe nu ud og advarer borgerne mod at færdes alene efter mørkets frembrud. Og damerne skal lade håndtasken blive hjemme.

 

Naboværnet Vecinos Colaborando advarer beboere i Cabo Roig-området på Orihuela, Costa Blanca, mod voldelige røvere, der har slået til mod flere udlændinge i området.

 

Gå ikke alene

Foreningen beder indtrængende folk om at være på vagt, når de går hjem fra barer og restauranter sent på aftenen eller er på vej hjem fra en shoppingtur i byen.

 

”Tag en taxa hjem eller gå i større grupper. Det kan også en god idé kun at tage de kontanter med dig, som du skal bruge, og så lade pas, kreditkort og andre værdier blive hjemme”, lyder advarslen.

 

Det samme gælder når folk er på stranden.

 

”Tag kun det mest nødvendige med, og lad taske og penge blive hjemme – ikke i bilen”, skriver foreningen på sin hjemmeside.

 

Turister i lejebiler er særlig udsat, for hvis tyvene får adgang til bilen og finder kontrakten med udlejningsselskabet, vil de også kunne finde frem til din ferieadresse – og så kan du risikere ubudne gæster, allerede inden du når hjem fra stranden, skriver The Local.

 

Politiet tjekker alt

Hvis du har brug hjælp, så ring til alarm-centralen (politi, brandvæsen eller ambulance), på 112, hvor operatørerne taler engelsk, spansk, tysk og skandinaviske sprog.

 

- Vi har vi en meget kompetent politistyrke i form af Guardia Civíl og Policía Local her i Orihuela, og de er meget hurtige til at reagere på opkald, skriver foreningen.

 

Alle rapporter om overfald og røverier følges op med et besøg hos Guardia Civíl i Torre de la Horadada, og hvis du ikke taler spansk eller mulighed for tolkebistand, er der udenlandsk personale til rådighed hos Guardia Civíl i Calle Patricia Zammit 52 i Torrevieja.

 

Påvirker det naboen, påvirker det mig

Vecinos Colaborando er en frivillig beboergruppe, der har til formål at bekæmpe kriminalitet ved gensidig naboovervågning.

 

”Vi har den tankegang, at hvis noget påvirker min gade eller min nabo, så påvirker det også mig”, skriver foreningen på hjemmesiden.

 

Vecinos Colaborando advarer også om, at ”fiskerne” nu er på spil igen – især i de lune tropenætter.

 

Fiskestang og åbne vinduer

”Når det er varmt lader folk vinduerne være åbne om natten. Vi har modtaget rapporter om, at der bliver brugt fiskestænger til at fjerne tegnebøger, nøgler og så videre inde fra huset i løbet af natten. Efterlad aldrig værdier til frit skue udefra - især ikke, hvis vinduerne er åbne”, skriver gruppen på hjemmesiden.

 

Gruppen fortæller også om eksempler på, at døre er blevet brugt op, hvis ikke de har været låst ordentligt. En god alarm koster penge, men tyvene kan godt se forskel og ved, hvilke alarmer der er gode og hvilke, der ikke er så lette at deaktivere.

 

Distraktions-klassikere

Og i shopping-områderne bliver det gamle distraktions-trick brugt.

 

Personer, der er på vej tilbage til deres bil, bliver pludselig passet op af en ”venlig” person, som fortæller dem, at de har tabt nogle pengesedler på jorden. Hvis det sker, skal du ikke lade dig narre. Gå ind i bilen, lås dørene og kør væk.

 

Vær altid ekstra opmærksom, når nogle forsøger at distrahere dig - især på parkeringspladser, for det kan være trick-tyve, der er på spil.

 

”Et andet eksempel på distraktions-tyveri er, at gerningsmændene sætter et stykke papir fast i bagruden af parkerede biler. Føreren opdager det først, når han har sat sig ind i bilen, og går så ud for at fjerne det. Straks, han er ude, bliver han berøvet”, skriver gruppen.

 

Nærmere oplysninger om de lokale nabo-råd i Orihuela findes på hjemmesiden www.orihuelacostavc.com. Hvis du er interesseret i at vide mere eller starte en gruppe i dit område, kan du kontakte engelske Chris Poole på telefon 966 761 379.

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.