Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Bedstes sammenkog

Skrevet af Kathrine Hesner, tor, 17/03/2022 - 07:00

Mad & Vin

MAD & VIN: Nu inviterer Fuengirolas restauranter igen på tapasruten ‘La Cazuela de la Abuela’.

Fuengirola fejrer den XI udgave af Cazuela de la Abuela - bedstemors sammenkogte.

Tapasruten foregår fra den 18. marts til den 3. april, og initiativet er for at fremme den varierede lokale gastronomi.

Det foregår med digitale tapas-pas, hvor man får stempler for hvert sted, man besøger.

For tre euro får man en lille ret og et glas vin, øl eller vand. Et udfyldt pas kan indløses til en mindre gave, mens man samtidig er med i lodtrækningen om andre, større gaver.

På ‘Ruta de la Cazuela de la Abuela’ kan man prøve traditionel mad og nok sådan lidt mere vinteragtige simre-retter fra det spanske køkken, men også fra international gastronomi, da mange af byens restauranter, der drives af udlændinge, traditionelt set også deltager.

Hver gryderet med tilhørende drikkevare koster altså tre euro og skal være tilgængelig i virksomhedens køkken i hele åbningstiden. 

Mindre prisstigning

I år har byrådet hævet enhedsprisen fra de normale 2,5 euro, fordi produktionsomkostningerne, råvarerne og næsten alting er steget. Som rådmand for turisme, Rodrigo Romero, siger, så betyder “50 cent mere praktisk talt ikke noget for kunden, men som støtte til restaurationsbranchen er det afgørende".

Romero præsenterede initiativet i starten af februar

Der er endnu ikke offentliggjort nogen komplet liste over, hvilke restauranter der deltager, men plakaterne er oppe i dørene rundt omkring. Og hele Mercado La Galería i Calle España 5 er med.

Her har man åbent tirsdag til søndag fra klokken 09:00 til 00:00 - fredag og lørdag dog til klokken 03:00. Så der burde være masser af tid til at få udfyldt passet og støtte de lokale restauranter plus få oplevet nogle nye steder.

Sådan får du dit digitale pas

Aflæs QR-koden med din mobiltelefon

Redaktionen testede torsdag, hvor den endnu ikke fungerede med meddelelsen: Proximamente. Vi må forvente, at den virker fra fredag, når det starter.

Kommentarer

Hvordan opretter man et digitalt tapas-pas til la Casuela de la Abuela ?

Hej Maryann

Tak for dit spørgsmål. Vi har nu lagt QR-koden ind i artiklen, som du skal scanne med din mobil. Ved test kan vi konstatere at den sikkert først virker fra i morgen.

QR-koden er også på de plakater, som sidder hos de deltagende restauranter.

Bedste hilsner

Torben W

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.