Gå ikke i fælden: Advarer om fup-parkeringsbøder på biler
Skrevet af Kathrine Hesner, tir, 10/06/2025 - 08:58

Fly & trafik
Falske parkeringsbøder florerer flere steder i landet.
Alicantes byråd har slået alarm om en ny svindelmetode, hvor falske parkeringsbøder med QR-koder er blevet placeret på forruder af biler i nærheden af Mercado Central.
Omkring 30 falske bøder er blevet fjernet af parkeringskontrollører, men myndighederne advarer om, at flere kan dukke op andre steder i byen.
De falske bøder er indtil videre blevet fundet i gaderne Poeta Quintana, Manuel Antón, Campos Vasallo, Belando, Capitán Segarra og San Juan Bosco. De indeholder QR-koder, der fører offeret direkte ind på en svindelhjemmesider, der er designet til at stjæle personlige og bankoplysninger.
Byrådets sikkerheds- og mobilitetsafdelinger opfordrer alle borgere til at være ekstra opmærksomme og under ingen omstændigheder scanne QR-koderne eller indtaste personfølsomme oplysninger.
Policía Nacional har indledt en efterforskning.
Sådan genkender du en ægte bøde
Lokalpolitiet understreger, at officielle parkeringsbøder har et helt andet design.
De er tydeligt mærket med "Boletín de denuncia" (bødeblanket) og bærer Alicante Byråds logo øverst. I modsætning til de falske bøder indeholder de rigtige aldrig en QR-kode, men derimod en stregkode med et reference- og bødenummer.
Vigtig advarsel
Hvis du finder en mistænkelig parkeringsbøde på din bil, skal du ikke scanne QR-koden eller indtaste nogen oplysninger. I stedet bør du kontakte politiet eller Alicante Byråd for at tjekke bødens ægthed.
Denne type svindel er blevet set i flere spanske byer, og myndighederne arbejder aktivt på at stoppe den.
Alicante Byråd og politiet arbejder sammen for at bekæmpe denne nye svindelmetode, der udnytter teknologien til at narre godtroende bilister. Borgere opfordres til at forblive på vagt og rapportere mistænkelige bøder med det samme.
Kan måske også interessere dig
Passagerlisten blev udvidet i 35.000 fods højde
Fra rutefly til fødestue.
Spanien lykønsker valget af den nye pave
Amerikaneren Robert Francis Prevost er blevet den nye pave under navnet Leo XVI.
Lad romantikken blomstre i Madrid
Valentines banker på, men her er sager, du kan gøre hele året.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.