Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Godt nytår

Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 30/12/2023 - 07:00

Klumme

Kære alle...

Redaktionen ønsker jer alle et godt nytår.

Specielt vil vi ønske et godt nytår til en dansk minister, der ikke er bekendt med, at den danske stat årligt konfiskerer - vi kan også kalde det for stjæler - omkring 25 millioner kroner fra danske pensionister, der er bosiddende i udlandet.

Den historie vil du kunne læse mere om efter helligtrekonger den 6. januar. Vi mangler lige nu en sidste dokumentation fra Udbetaling Danmark.

Når året er ved at være slut, tænker alle tilbage på, hvordan det gik. Hvad var godt og, hvad var skidt blandt de forhold, som man selv var herre over.

Det får mig til at tænke på vores TelefonAssistance, hvor vi har hjulpet mange hundrede Amigos i løbet af året. Med noget, der var småt og med noget, der var meget større. Bare et godt råd eller noget mere alvorligt. Pensionssagen, jeg nævnte i starten, hører til i den alvorligere ende.

“Men er det ikke irriterende, at skulle have vagt fra klokken 08:00 til 22:00 alle 365 dage om året?”

Nej, det er blot en vane som alt andet godt. Og man bliver jo ikke i mindre godt humør efter at have hjulpet et andet menneske.

Netop TelefonAssistancen er igen vigtig i 2024.

Det værste er at være afhængig af andre, hvor vi selv ikke kan gøre særligt meget. Som krigen i Ukraine eller Mellemøsten. Krige, der kan ændre vores fremtid på splitsekunder.

Vi har kun magten over os selv. Den regulerer mange med for eksempel nytårsforsætter, der også er fine. Problemet med dem er bare, at hvis man ikke lige får dem startet klokken 00:01, er der for mange dage til at opfylde dem.

Ligesom krigen i Mellemøsten bunder i religion, var det også religion, der ødelagde de oprindelige nytårsforsætter. I første omgang handlede de om at aflevere lånte ting tilbage og senere i oldtidens Rom gik forsætterne på at behandle andre mennesker ordentligt. Da kristendommen så kom brasende, kom forsætterne i stedet til at handle om bønner og faste, og det kan vi jo ikke bruge til en dyt.

Jeg bruger i stedet nydagsforsætter. Så gennemtænker jeg lige, hvad jeg egentlig bør gøre bedre dagen efter - eller måske helt bør lade være med…

De fungerer ret godt, så jeg kan anbefale dem. De tvinger nemlig én til at forbedre nu og giver ikke mulighed for at udskyde dem til nytårsforsætter næste år. Prøv nydagsforsætter, mens du børster tænder om aftenen. Tænk dig godt om, og det skader sikkert ikke, at du børster tænderne i lidt længere tid…

Prøv et nydagsforsæt allerede i aften - du behøver ikke vente til årsskiftet.

Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig et godt nytår og 365 dejlige nydagsforsætter i 2024.
Torben Wilkenschildt

PS: Vi gentager vores succes fra sidste weekend og har givet os selv fri nytårsaftensdag og den 1. januar. På tirsdag den 2. januar vil du som én af nyhederne få Carmens Kogebog for hele 2023.

Kommentarer

Kære Alle.
Tusind tak for gode artikler, og for hjælpen med at blive en amigo.
I ønskes et rigtig godt nyt år.
Og ja, Torben man bliver gladere når man hjælper andre, det har du fuldstændig ret i.
Ser frem til at hilse på Jer i det nye år.
Kærlig hilsen herfra.
Også GODT NYTÅR til jer
Herfra skal også lyde et tak for alle de fine og gode artikler I bringer løbende gennem året, altid spændende læsning og brugbart.
Godt nytår til jer alle med ønsket om et mere fredfyldt 2024.
Kære Spanien i Dag. Hele redaktionen ønskes også et Godt Nytår - med stor tak for mange gode artikler i året der nu går på hæld. Fortsæt det gode arbejde i året der kommer.
Rigtigt godt nytår til jer i redaktionen
Også er rigtigt godt Nytår til jer i redaktionen

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.