Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Jordskælv og hård kuling

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tir, 05/11/2013 - 10:34

Vejr og natur


Madrid blev i morges rystet af et jordskælv, og på Costa Blanca har stormvejret medført masser af skader. Træer og elmaster er knækket som ...

Madrid blev i morges rystet af et jordskælv, og på Costa Blanca har stormvejret medført masser af skader. Træer og elmaster er knækket som tændstikker, og flere biler og bygninger har ikke klaret uvejret.

 

Et jordskælv på 3,5 rystede i morges den sydøstlige del af Madrid. Alarm-centralen modtog klokken 7:34 flere opkald fra skræmte borgere i Leganés, Getafe, Alcorcón og fra den sydlige del af Madrid, der havde mærket rystelserne.

 

Redningstjenesten sendte en ambulance af sted til den trafikerede Avenida de la Libertad i Alcorcón, fordi beboerne her troede, at der havde været en eksplosion.

 

Se flere detaljer her

 

Der er ingen meldinger om skader efter jordskælvet med epicenter i to kilometers dybde under det sydlige Alcorcón-distrikt, 13 kilometer fra Madrid. Eksperterne har endnu ikke nogen forklaring på fænomenet, der kommer i kølvandet på meldinger om en række mindre jordskælv på Costa Blanca.

 

Men det er ikke kun indbyggerne i Madrid, der har været gennem en ordentlig rystetur.

 

Hård kuling med vindstød af stormstyrke

Provinserne Valencia og Alicante blev i går ramt af et voldsomt stormvejr med vindstød på op til 25 s/m, der væltede træer, palmer og lygtepæle.

 

Et stort træ på den centrale Gran Vía Marqués del Turia i Valencia er væltet, og der er sket omfattende skader på biler. Der er heldigvis ingen meldinger om personskader.

 

Hvor er busstoppestedet på Gran Vía Marqués del Turia mon?

 

Der er 26 rapporter om skader efter væltede træer i Riba-roja og Bétera, skader på bygninger, altaner og terrasser i Pobla de Farnals og væltede elmaster i Foios.

 

Også i Alicante Provinsen i Cocentaina og Villena er der meldinger om knuste ruder, væltede træer og reklameskilte.

 

Også de fly, der i går landede i lufthavnen i El Altet fik sig en ordentlig rystetur i den hårde kuling.

 

Hård kuling rykker videre

I dag har stormvejret kurs mod Castellón og Tarragona, hvor der er varsel om kuling af stormstyrke. Mest udsat er de indre egne, hvor indbyggerne bør færdes med forsigtighed på grund af fare for væltede træer og skader på bygninger og facader.

 

Også på Balearerne er der varsel om kraftig vind og høje bølger, og man er her i forhøjet beredskab i dag.

 

Mens stormen raser i de østlige egne, dykker temperaturen på Costa Blanca med op til seks grader.

 

I Alicante Provinsen blev der i går målt op til 24 grader. I Xàbia, Alicante og Rojales nåede termometret op på 23 grader, i Pinoso 21 grader, og mens der i Valencia, Polinyà og Oliva blev målt én grad varmere, måtte indbyggerne i Utiel nøjes med 16 grader.

 

I dag

Madrid har i dag delvist overskyet vejr med 15 – 21 grader, Barcelona delvist skyet 13 – 22, Valencia letskyet 18 – 24 og Málaga letskyet 17 – 23 grader.

 

Vejr i Spanien, tirsdag kl. 15:00

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.