Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

En fremtid i grus

Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 06/04/2012 - 07:00

Penge & Forbrug


Engang var Bailen Spaniens førende by, når det gjaldt produktion af mursten og tegl. I dag står kun tre af de tidligere 50 fabrikker tilbage...

Engang var Bailen Spaniens førende by, når det gjaldt produktion af  mursten og tegl. I dag står kun tre af de tidligere 50 fabrikker tilbage, og her står produktionen næsten stille.

 



Byen i det sydlige Andalusien lider hårdt i disse år. Med en byggebranche i knæ har ingen længere brug for byggematerialer som mursten og tegl, og ukrudtet er så småt begyndt at spire fra de store bunker af ler.
 

- Vi har ikke produceret nogen sten siden sidste år, fortæller den 63-årige José Flores, som er leder på en af de få tilbageværende fabrikker.
 

- Tidligere var vi nødt til at arbejde dag og nat – i flere skift. Dengang var vi seks ansatte - i dag er vi to, og det er to for meget.

 


Bailen har 18.000 indbyggere og ligger cirka 150 kilometer nord for Granada

 

Rammer de unge hårdt

Bailen er en af de spanske byer, hvor krisen har ramt hårdest. Byggemateriale-industrien tegnede sig for 90 procent af den lokale økonomi, og mange unge tog sig ikke en uddannelse, da de altid kunne finde et ufaglært job i branchen. Sådan er det ikke længere.
 

- De unge har været nødt til at flytte og i stedet forsøge at finde et job i en anden by eller et andet land. Men det er ikke nemt, for hele verden er ramt af krisen, forklarer Flores.

 

Også andre brancher i Bailen lider, som en direkte konsekvens byggemateriale-industriens nedtur. Det gælder blandt andet hotel, transport, butik -og restaurationsbranchen. Byen har en arbejdsløshedsprocent på hele 31 - et godt stykke over landsgennemsnittet på 23, som endda er Europas højeste.
 

- Byen er ved at blive - eller er næsten allerede blevet - en spøgelsesby, hvor hver familie er påvirket af krisen, siger Pedro Cardenas Cabrera fra lokale-afdelingen af fagforening CCOO.
 

 

Risikere at skulle gå fra hus og hjem

Manuel Duran har hele sit liv har arbejdet på mursten- og teglfabrikker, men har nu været uden job i to år. Tidligere tjente han 1.200 euro om måneden – nu lever han og resten af familien udelukkende af datterens indkomst.
 

- Min datter er 20 år og arbejder som social-assistent. Hun tjener 700 euro om måneden, som forsørger hele familien, som består af min kone og jeg, samt vores søn, fortæller Duran.
 

Hvis han ikke finder et job inden længe, bliver famlien med stor sandsynlighed smidt på gaden, fordi der ikke længere er råd til at afbetale på lånet.


Læs også "Byen hvor ingen vil bo"

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.