Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Lokofører løsladt uden kaution

Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 29/07/2013 - 10:12

Krimi og katastrofe


Den 52-årige lokomotivfører, der menes at være skyld i den værste tog-tragedie i Galicien nogensinde, er ikke kendt som nogen ”fart-bølle...

Den 52-årige lokomotivfører, der menes at være skyld i den værste tog-tragedie i Galicien nogensinde, er ikke kendt som nogen ”fart-bølle” på skinnerne. I går erkendte han for en dommer at have kørt uforsigtigt, men han er nu løsladt.

 

Francisco José Garzón del Amo slap fra den forfærdelige ulykke med mindre kvæstelser og blev udskrevet fra hospitalet i weekenden. For 79 passagerer sluttede livet brat.

 

Ved retsmødet sent i går besluttede dommeren at løslade Garzón uden kaution. Det blev vurderet, at han ikke udgør nogen flugtfare, men man inddrog dog hans pas. Derudover vurderede dommeren, at han ikke vil eller kan ødelægge bevismateriale, og så har han jo altså tilstået. Han skal møde hver uge i retten i Santiago.

 

Kendt som søndagskører

Men Garzón var altså ikke kendt for at køre uforsvarligt. Snarere tværtimod, hævder Garzóns kolleger. Han har arbejdet ved statsbanerne RENFE i 30 år - siden han var 22 - og har dækket ruterne i A Coruña, Galicien, i de seneste tre år.

 

En af hans kolleger, der har arbejdet for Renfe siden 1982 og er organisationssekretær for UGT i Galicien, Ángel Rodríguez, siger, at Garzón ”ikke var en af dem, der kørte hurtigst” og betegner ham som decideret fornuftig.

 

- Når vi så et tog komme langsomt ind, sagde vi: ”Nå, der kommer Garzón nok”, siger Rodríguez til dagbladet El Mundo.

 

- Det er svært at tro, at han har været uforsigtig set i lyset af hans karakter og erfaring, siger kollegerne, der er sønderknuste på både lokomotivføreren og ofrenes vegne.

 

Sikkerhedssystem ikke på plads

Selv om Garzón del Amo nu er sigtet for uagtsomt manddrab på 79 personer, er der stor tvivl om, hvorvidt togenes sikkerhedssystemer fungerer optimalt, skriver flere medier.

 

Banetekniske eksperter hævder, at moderne kontrolsystemer ikke tillader at lokomotivføreren overskrider fartgrænsen.

 

Der er installeret fartregulerende kontrolsystemer på alle nye tog - også på det forulykkede Alvia-tog, der kun var to år gammelt. Denne styring, kendt som det europæiske togkontrolsystem, betyder, at det er umuligt for en lokomotivfører at bryde fartgrænsen. Men systemet var ikke på plads på den strækning, hvor ulykken indtraf.

 

Der er i stedet et signal, som ved overskridelse af hastigheden, aktiverer en alarm for at advare føreren om, at han kører for stærk. Hvis ikke føreren reagerer, skal systemet automatisk slå bremserne til, så toget nedsætter hastigheden.

 

Uheldig 18.-plads

Spanien rangerer på en ubehagelig 18 plads ud af 27 når det gælder sikkerhed i togene. Det skyldes dog ikke, at togenes systemer er mindre sofistikerede - langtfra - men at landet inden for de seneste ti år har oplevet to store togulykker, hvoraf det seneste fandt sted i Valencia på linje 1 i sommeren 2006.

 

Ellers menes Spanien faktisk at være et af verdens bedste, når det gælder højhastighedstog, brug af innovativ teknologi og sikkerhed, skriver Thinkspain.

 

Alvia togene er designet til at skifte fra højhastighedstogene AVE's skinner til langsommere, regionale skinnesystemer.

 

Det sving, hvor ulykken indtraf, har flere gange vakt bekymring, fordi toget kun har et par sekunder til at sætte farten ned fra de 200 kilometer i timen til 80 kilometer på de sidste fire kilometers indkørsel til Santiago de Compostela.

 

Det risikerer han i straf

Under afhøringen i går har Garzón del Amo har tilstået at toget kørte 190 kilometer i timen på en strækning, hvor fartgrænsen er 80.

 

Han er sigtet for 79 tilfælde af uagtsom manddrab og omfattende skader. Dommeren har konfiskeret hans pas og forbudt ham at køre tog.

 

Dødstallet efter ulykken er pt. oppe på 79, men 70 personer er fortsat indlagt på sygehus, og heraf er de 20 i kritisk tilstand – to af disse er børn. Dødstallet kan stige i løbet af de næste dage.

 

Ifølge Advokatkontoret.es kan Garzón del Amo desuden blive tiltalt for legemesbeskadigelse, hvor hvert forhold har en strafferamme på seks måneder til tre år. Uagtsomt manddrab giver mellem et til fire år. I tillægsstraf kan han blive frataget retten til at føre tog i mellem tre til seks år.

 

Samlet bliver det til rigtig, rigtig mange år, men reelt kommer han ikke til at afsone alle år. Her kan mange faktorer spille ind.

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.