Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Meteorstorm i varmen

Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 12/08/2013 - 14:00

Vejr og natur


Der er varsel om hedebølge på De Kanariske Øer, hvor der i går var op til 38 grader. Samtidig har du virkelig mulighed for at få en stor op...

Der er varsel om hedebølge på De Kanariske Øer, hvor der i går var op til 38 grader. Samtidig har du virkelig mulighed for at få en stor oplevelse i aften.

 

Hedebølgen har ramt Gran Canaria, Tenerife, La Gomera, La Palma og El Hierro og fortsætter frem til onsdag, oplyser meteorologerne.

 

Ud over ekstrem varme døjer indbyggerne også med ”calima”, som er sand og støv, der blæser ind over øgruppen fra Sahara både i dag og tirsdag. Værst ramt er de østlige øer, hvor temperaturen kan komme helt op på 40 grader, og øerne er i næsthøjeste alarmberedskab i de næste par dage.

 

Efter nogle kanon-varme dage ser onsdag også ud til at blive en gloende hed dag med over 35 grader flere steder. Fuerteventura og Lanzarote slipper lidt billigere med et par streger lavere end på de øvrige øer.

 

Rødt alarmberedskab

Ud over heden, har Generaldirektoratet for Sikkerhed på De Kanariske Øer erklæret øgruppen i allerhøjeste alarmberedskab på grund af overhængende brandfare på Gran Canaria, Tenerife, La Gomera og La Palma.

 

I højder over 300 meter er luftfugtigheden nede på 20 procent, temperaturen svinger mellem 30 og 38 grader, og der kommer af en til en frisk brise fra det afrikanske kontinent, som er opskriften storbrand.

 

Der er indsat et præventivt beredskab fra brandstyrelsen INFOCA på de fire øer, der er mest udsat for skovbrand.

 

Masser af stjerneskud

Men det er ikke kun varmen, der skaber opmærksomhed på De Kanariske Øer. I nat er nemlig den bedste tid at kigge efter meteorsværmen Perseidene på De Kanariske Øer, fremgår det af Instituto de Astrofisica de Canarias (IAC).

 

Faktisk er Kanarie-øerne er et af de bedste steder i verden at se himmel-showet fra.

 

Perseidene, også kaldet for San Lorenzos Tårer, er en meteorsværm, som hvert år topper omkring den 12. august. Der kan ses op til 50 meteorer i timen.

 

For at se stjerneskuddene på Kanarie-øerne er det bedst at finde en mørk plads uden for byerne. Læg dig på ryggen og hold blikket fast på et bestemt punkt på himlen. Teleskop er faktisk bare en ulempe, skriver Canariejournalen.

 

Du kan se stjerneskuddene i horisonten i nordøstlig retning. Der ventes et cirka hvert andet eller tredje minut.

 

I resten af landet kommer der en del sol de fleste steder med undtagelse af den nordøstlige del, hvor det bliver skyet, og der kommer byger - særligt i Pyrenæerne og dele af Catalonien.

 

Madrid får i dag mellem 22 – 35 grader, Barcelona 21 – 32, Valencia 22 – 32 og Màlaga 22 – 33 grader.

 

Vejr i Spanien, mandag kl. 15:00

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.