På (tvungen) hat med hundeverdenen

Disse prægtige mennesker mente, at jeg trængte til mere motion end den, jeg fik ved at gå fra computeren til kaffemaskinen i køkkenet …

Og da jeg sjældent drikker mere end to kopper om dagen, kunne der være noget om tanken.

Det hele skete på min fødselsdag for fire år siden. Kathrine var allerede på redaktionen, og jeg havde faktisk noteret hende for nogle usædvanlige blikke i øjnene.

Så ringede det på døren, og ud af elevatoren steg Patricia (datter), Andrea (barnebarn), Bianca (datter) og ... en hund! Datter Michela i Danmark var déroppe, men var med på facetime.

Kathrine optog denne - egentlig ret private - video fra det øjeblik, hvor jeg godt og grundigt var rundt på gulvet ...

- Hvad er det her for noget ...?

- Det er en hund. Og tillykke med fødselsdagen. Han hedder Pablo og er din!

Komplottet havde arbejdet med deres plan længe. De havde fundet Pablo på internettet hos en familie, der var nødt til at flytte tilbage til deres hjemland. Denne familie havde taget Pablo til sig, da de fandt ham som en udsultet hvalp i campoen.

Komplottet besøgte Pablo flere gange hos familien for at tjekke ham for venlighed mod børn og så videre. Da de fandt ham ok, blev han taget til dyrlæge for helbredstjek, vaccinationer og indsættelse af chip. Derefter besøg i hundeforretning for anskaffelse af kurv, halsbånd, navneskilt, snor, madskåle og noget foder til staklen, der lige var blevet fortrolig med komplottet.

Og så stod vi dér over for hinanden; Pablo og jeg.

- Nu må I hygge jer, lød det, da komplottet bare skred …

Mens Pablo kiggede forventningsfuldt på mig med sine store brune øjne, tænkte jeg tanker som 'det er dog det største indgreb i mit liv’, ‘nu var jeg endelig blevet fri’ og ‘hvor kan jeg aflevere ham henne …’

Så klappede jeg ham og strøg ham over den korthårede pels, som, jeg troede, ikke ville fælde …

Hjerteskærende test

Masser af klap, masser af godbidder og to ture inden det blev sengetid. Da Pablo havde fulgt mig i hælene hele tiden, placerede jeg hans kurv ved siden af min seng. Jeg havde  fået at vide, at han var ret nervøs, så jeg ville give ham tryghed.

Det virkede også helt fint, indtil Pablo lagde sit hoved på min madras og kiggede på mig med de store brune øjne … 

Ja, han ikke bare lå i min seng, men også under dynen, da jeg vågnede …

Æresbevisningen

Nu var jeg heldigvis ikke nybegynder som hundeejer. Mens jeg var gift - én af gangene - havde vi en skøn schæfer. Laban, hed han. Med ham gik jeg til træning og på natøvelser, hvor figuranter sprang ud af mørket i skovene. Pragtfuld hund.

Ingen vidste rigtigt, hvornår Pablo var født, da han startede med at leve livet i min lejlighed, men da han var anslået to år, endte komplottet med at beslutte, at han havde fødselsdag samme dag som mig. Let på fødselsdagen hvert år fremover!

Han elskede at bide hjørnerne af husets eneste ægte tæppe, at knuse flettet i spisestuestolene med de stærke tænder og at tømme indholdet i min dyne - et ret festligt syn i øvrigt - når jeg ikke var hjemme. Det fortalte jeg ham så - med mørk stemme - at jeg ikke var så begejstret for.

Bandt ham så i en periode, når jeg skulle gå, til et sted, hvor kun mad, vand og noget legetøj var inden for rækkevidde.

Efter et stykke tid tog jeg en dag chancen. Jeg formanede Pablo om, hvad han ikke måtte, med mørk stemme i mol mange gange - og kunne næsten ikke vente med at komme tilbage.

BINGO! Det gik fint og har gjort det lige siden.

Jeg benyttede lejligheden til at opgradere ham til Don Pablo, og der blev købt nyt navneskilt. Gravøren i hundeforretningen gjorde honnør, da han skulle lave det

På hat med hundeejerne

Nok hilste jeg på mange under mine tidligere ture i lokalområdet, men det ændrede sig godt nok med Don Pablo i snor.

Don Pablo stopper for at hilse - og gerne lege - med alle hunde, der ikke viser tænder eller gør ad ham. Faktisk er han ret venlig.

Det er der også mange andre hunde, der er, så det er næsten uundgåeligt ikke at møde mange venner på bare en lille tur.

Det er så specielt med de hundeejere, der går tur med deres hund og ikke deres mobiltelefon. Og sidstnævnte er der dælme mange af. De trækker hunden efter sig og lægger hverken mærke til, når hunden skal skide, pisse eller samler noget råddent mad op fra gaden.

Don Pablo har specielt én favoritven: En sort labrador - skal det siges med en meget sød mor - der altid løber løs og krydser gaderne. Selv efter den blev kørt ned og gik med forbenene i skinner i næsten et halvt år.

Forleden gik jeg alene på gaden, og da kom den styrtende hen til mig for at blive nusset bag ørerne. Mens den logrede med halen følte jeg mig da helt stolt. Nogle kunne lide mig …

GUAU GUAU Lounge

Hundeparken i Los Pacos i den nordlige ende af Fuengirola er et kapitel for sig. Fantastisk terræn med bakker til at løbe i og - så absolut ikke mindst - en smadder-hyggelig bar! Den eneste hundepark i Andalusien med en bar.

Her fås alle slags forfriskninger og sandwich med den fællesnævner, at alle er glade for hunde. Og her er der frit lejde for ‘mobilinister’, der kan sidde med hovedet i skærmen, mens hundene styrter rundt efter hinanden …

Du får lige linket til GUAU GUAU Lounge her:
https://www.facebook.com/guau.guau.lounge/

Absolut et besøg værd - også for hundeelskere uden hund …

Dagliglivet

Hvis jeg sidder ved mit arbejdsbord, ligger Don Pablo i en kurv bagved mig. Hvis jeg sidder på terrassen for at ryge en smøg, ligger Don Pablo dér. Hvis jeg er ude i køkkenet, ligger han - forventningsfuldt - på gulvet. Hvis jeg tager et break ved fjernsynet ligger han i sin kurv dér - eller …

I begyndelsen måtte jeg hverken ligge i sofaen eller lænestolene - nu er det fixet…

Da jeg i starten sad på en café ved en trafikeret gade, rystede Pablo som et espeløv. Nu lægger han sig roligt ned med den ene øje åbent, hvis nu der skulle komme en ven eller lækker steg forbi.

Jeg elsker at gå tur med Kathrine, fordi hun ofte tager mig med ud i campoen, hvor jeg kan rulle mig i gedelort og klamt vand …

Ja, ind imellem napper Kathrine Don Pablo og tager ham på ture, som jeg ikke gør - eller mere konkret - ikke gider så meget …

Det bliver også til en anden hundepark tæt på, hvor Kathrine bor, hvor hun har taget denne video:

Her er jeg med min private dyrlæge Carmen, der vist også er webmaster og kok på redaktionen - hun kommer i hvert tilfælde hele tiden …

På en tur med Don Pablo var der en anden hund, der torpederede mig bagfra, så jeg slog baghovedet ned i betonen. På vej tilbage gik jeg forbi sundhedscentret, hvor flere venlige damer mente, jeg skulle gå ind. Det blødte vist nok en del.

Tilbage på redaktionen fik jeg så Carmen til at lægge en forbinding, hvilket dyrlægen gjorde fremragende, efter noget af ‘pelsen’ var blevet fjernet. Jeg fik ikke nogen hjernerystelse - selvom andre måske vil mene anderledes …
 

Her forærer jeg Patricia en fødselsdagsgave, der er godbidder til mig selv …

Ret let er det at blive bedste venner med en hund. Det sker automatisk, når det næsten altid er dig, der går turene med den, leger med den og giver den mad, vand og godbidder.

Og rolig bliver den også, når én selv er rolig, er i dur, når der roses, og i mol, når der skal sættes grænser.  Uden at puste sig op og uden at råbe.

Noget lignende er det vel i virkeligheden også for samhørighed og fred mellem mennesker.

Tak til komplottet!

Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god weekend.
Torben Wilkenschildt

PS: Glemte helt at fortælle, at Don Pablo ifølge dyrlægen er et kryds med blandt andet en Podenco.