Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Bøder for gadekøb

Skrevet af Kristoffer Olesen, man, 27/08/2018 - 01:00

Samfund og Politik

SAMFUND: Hører du til dem, der nyder at gå på jagt i gadesælgernes overflødighedshorn af assorteret skrammel, skal du til at passe på!

Enhver, der har været bare i nærheden af en spansk badestrand, har stiftet bekendtskab med en af utallige gadesælgere.

De trasker hvileløst op og ned langs vandkanten og strandpromenaden, tungt lastet med sager forklædt som mærkevarer.

Ikke alle bliver fristet af de billige kopiprodukter, men der er selvfølgelig dem, som ikke kan holde krejler-genet tilbage og simpelthen må have et kig på udvalget.

Hører du til den sidste kategori, skal du til at se dig over skulderen, næste gang du vil slå en “god” handel af med en ivrig gadesælger.

Ihvertfald hvis du befinder dig i Salou, Tarragona.

Køber straffes

Byrådet har besluttet, at handel med ulovlige gadesælgere skal takseres med en ikke beskeden bøde på 300 euro. For køberen vel og mærke.

Helt præcist straffes “den som i offentligt rum køber eller anskaffer sig mad, drikkevarer eller andre produkter fra uautoriserede gadesælgere”.

Griseri går heller ikke

Derudover er det også blevet besluttet, at folk som sviner i byen selv må betale for oprydningen.

Hvis man er typen, der ikke kan overskue at finde en skraldespand til sit affald, kan man derfor nu se frem til en bøde på mellem 100 og 400 euro. Det er en konsekvens af flere års forgæves kamp med at få folk til at rydde op.

- Vi har brugt rigtigt mange penge på at fjerne affald, men selvom vi har prøvet at komme problemet til livs med informationskampagner, ser vi ingen resultater, siger byens miljørådmand, Julia Gomez, til Elmundo.es

Hvad der virker som en god handel, kan altså hurtigt gå hen og blive en dyr fornøjelse!

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.