Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

En Lady og hendes vagabond

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tir, 19/02/2019 - 10:12

Samfund og Politik Sundhed & sygdom

SAMFUND & ROMANTIK: En højtuddannet Lady gik på gaderne i Santiago de Compostela. Dér stødte hun på en vagabond, der stort set var ved at dø.

Engang græd alle verdens kvindelige biografgængere af rørelse over Richard Gere og Julia Robert i Pretty Woman, Men vi vidste, at det bare var film. Dagens historie er til gengæld fra virkelighedens verden og måske kan den også presse lidt på tårekanalerne.

To mennesker mødte hinanden på gaden i Santiago de Compostela. Den ene var Susana Menéndez, advokat, og en del af den gratis retshjælp for hjemløse. Den anden var Michael Martin, der lå og sov rusen ud i en opgang. Og det var ikke første gang.

Livet var svært for Michael lige fra starten. Han blev født ind i en velbjerget tysk familie, men dagens ret var strivret flæsk. Han plejede at løbe væk og gemme sig på kirkegården, for “de døde slog ikke”. 

Han var nogle år i pleje, hvorefter han begyndte at læse medicin på universitetet. Han fik også en kæreste, men da hun blev gravid, hjalp Michael hende med en abort. Det blev opdaget, og da abort dengang var ulovlig, blev han bortvist fra studiet og kom i fængsel.

Moren fornægtede ham

Efter fængselsopholdet meldte han sig til fremmedlegionen og var med til at kæmpe i krigen mellem Libyen og Chadi i årene 1978- 1987. Så fik han cancer og troede, han skulle dø. Ikke engang i den situation ville hans mor kendes ved ham.

Han overlevede canceren, tog til Holland og startede på narkohandel. Blev styrtende rig og selv misbruger. Tilbage til fængslet og til Tyskland. 

Efter løsladelsen rejste han til Spanien, hvor han langsomt forsumpede og endte med at tigge på gaden. Det liv skulle der meget alkohol til at holde ud.

Lidt sjovt

På gaden mødte advokat Susana vagabonden. Hun foranstaltede, at han fik foretaget en blodprøve. Den viste, at hans lever var smadret, og at han formodentlig snart ville dø.

Men advokaten, der tit stødte på ham i den hellige pilgrimsby, troede på ham. Susana snuppede hans flasker og fik ham til at drikke noget sundt. 

Til at begynde med syntes han bare, det var lidt sjovt, for han havde masser af andre flasker rundt omkring, men efterhånden sled hun hans modstand ned med sin kærlighed, og så sagde han en dag til hende, at det var slut med drikkeriet. 

- Han tog mig i hånden og sagde: Jeg holder op med at drikke, fortæller Susana Menéndez.

Starten på et nyt liv

Susana lagde sig i selen for at få ham væk fra gaden, og det lykkedes. Hun fandt et sted, han kunne bo, indtil hun havde et fast logi til ham hos en præst i Texeiro, som kunne tilbyde et alternativ liv til flasken. 

Advokaten og vagabonden blev ved med at mødes og snakke, og til sidst forelskede de sig. Han havde haft et slagtilfælde og havde svært ved at lære at tale spansk, men han talte tysk, engelsk og italiensk, og med den smule tysk hun kunne, fandt de kærlighedens sprog.

Kærligheden bar Michael ud af misbrug og elendighed og var stærk nok til, at han fik skrevet en bog om sit liv, som kan tjene som trøst og inspiration for andre.

- Du ved aldrig, hvor livet fører dig hen, hedder det i hans selvbiografi, og det passer i hvert fald på hans eget liv.

I august 2017 blev de gift, og i bryllupsgave gav Michael Susanna den færdige bog om hans liv

Michael og Susana under en bogmesse i Frankfurt, hvor hans biografi blev præsenteret

Den findes foreløbig kun på tysk men er ved at blive oversat.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.