Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Girafunge reddet af plejemor

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 09/02/2017 - 11:12

Rejser & oplevelser

VIDEO: Udryddelsestruet girafunge blev reddet af en anden mor i flokken, da hans egen ikke ville vide af ham.

Hvis man siger “girafunge” til danskere, knytter en stor del af dem hænderne, men anderledes solstråle-agtig er historien her fra Spanien.

I Danmark blev direktøren i København Zoo i 2014 truet på livet og fik indbakken fyldt med hademails.

Omvendt Marius

Zoo tog  nemlig livet af en halvandet år gammel girafunge med navnet Marius, som var blevet til overs i deres avlsprogram. Herefter fodrede man løverne med kadaveret. 

Vrede besøgende svor på, at de aldrig, aldrig mere ville sætte deres ben i zoo, men besøgstallene viser dog noget andet: de har ikke ændret sig.

Dagens dyrehistorie er en omvendt Marius: Her bliver en girafunge, der var i fare for at dø på grund af, at moren havde afvist ham, reddet af en anden hun i flokken.  

Det spanske blad La Provincia taler både om moderkærlighed og solidaritet - store følelser at tillægge det tre meter høje dyr.

Hvad skete der?

I Oasis Dyrepark i Fuerteventura, Kanarieøerne,som har et intensivt avlsprogram, var der to giraffer, Saka og Yaiza, som fødte.. 

Kalvene blev født efter efter 457 dages svangerskab og vejede mellem 50 og 80 kilo. Fødslen var hurtigt overstået - cirka tre kvarter. Dyrepassere og dyrlæger var til stede, men der var ikke brug for dem. Ungerne var på de lange ben efter en halv time, og parat til at få noget mad.

Men Yaiza var førstegangsfødende og ville ikke have noget som helst med ungen at gøre.

Og her kommer så det usædvanlige: Saka tog ungen til sig som sin egen, til stor forbavselse for dyrepassere og specialister, og også selv om hun ikke havde mælk nok til begge de små pus på 1,80 meter, og mindst én af dem vil skulle fodres med sutteflaske.

Dertil kommmer kraftfoder. De vokser en tredjedel centimeter om dagen og vil i to-årsalderen måle omkring 3 meter.

Saka med sine to unger

Yes, det er mor!

At den moderløse girafunge har sluttet sig til sin nye mor er ikke så forbavsende. Der er ikke så meget tale om “moderkærlighed” som om prægning. Vis en giraf noget, når den lige er født, og den tænker: Yes, det er mor. 

Man har mange eksempler på, at man kan få ællinger til at slutte sig til en skotøjsæske i snor, hvis den er det første, de ser, når de kommer ud af ægget.

Og dyreunger, der har været opflasket af mennesker, har typisk vanskeligt ved at forstå, at de ikke er mennesker, når de vokser op.

Så det var dobbelt heldigt at den 15-årige Saka havde overskud til to unger i Oasis Park Fuerteventura. 

Men bare fordi, man godt ved, at man er en giraf, kan man godt lege lidt med de små mennesker:

Firbenede succes'er

De to girafunger, én af hvert køn, er af en ren race Giraffa camelopardalis og var et resultat af havens udviklingsprogram. De er en stor succes, for arten er ved at uddø på jorden.

Man har i forvejen omkring 20 giraffer i programmet. De to nye girafunger har det fint, de har ingen navne endnu - de skal bestemmes ved afstemning mellem parkens gæster.

Folkene på Oasis Park på Fuerteventura er svært tilfredse med udviklingen, da de lægger meget vægt på deres avlsprogrammer for udryddelsestruede dyr.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.