Helligdag af usædvanlig årsag
Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 08/12/2017 - 01:00

Kunst & kultur
TRADITION: I dag er det atter helligdag. Et faktum, man forhåbentlig ikke først opdager, når man står foran lukkede forretningsdøre med en tom indkøbskurv.
Fridagen er beregnet til at gå i kirke og fejre “La Inmaculada Concepción”, Marias ubesmittede undfangelse. Det er et begreb, som man ikke kender så meget til, hvis man ikke er katolik, og har man tænkt over, hvad det betyder, er man højst sandsynligt kommet til et forkert svar.
Maria var ren
Den ubesmittede undfangelse har ikke i første omgang noget med alt det dér med Maria og englen at gøre - det var nemlig Marias undfangelse, der var ubesmittet.
Det vil sige, at hun som det eneste menneske slap for at slæbe rundt på det, vi andre ikke kan slippe af med - arvesynden. Den følger efter Syndefaldet alle mennesker, men hun var imidlertid, fra hun var et glimt i sin fars øje, aldeles ren og fri for synd.
Jomfru hele vejen
Det med Jesus og hans undfangelse kommer først bagefter: at han blev grundlagt uden mandlig mellemkomst med en jomfru, der også var jomfru efter fødslen,. Det er Ikke lige noget for videnskaben, men er den skinbarlige sandhed for milliarder af mennesker verden over.
Jomfru María er gennem tiden blevet betragtet som lidt af en mellemstation på vejen til gud. Det er jo for eksempel hende, katolikkerne beder til, når de siger deres rosenkrans: Hellige Guds moder bed for os…
Så Maria
I begyndelsen af det 19. århundrede blomstrede der en sand Mariadyrkelse op, og hun viste sig rundt omkring i verden, for eksempel i Lourdes i Frankrig, hvor en fransk bondepige så hende hele 16 gange. Det har gjort en del for turismen i byen.
Årsagen altså til en fridag i den travle julemåned, og til et pigenavn. “La Inmaculada Concepción”, der er lidt uhåndterligt til dagligbrug, men Concepción går lige og Concha som kaldenavn er jo bare let.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.