Hvornår kommer brandmændene?
Skrevet af Pia Bruun, fre, 14/07/2017 - 01:00

Vejr og natur | AMIGOS
NATUR: Hvert eneste år flyder tusinder af brandmænd ind på de spanske kyster, men i år lader dyrene vente på sig.
Alle venter spændt på den mindste ændring i vejr og vind, for det kan betyde, at der kommer en invasion af brandmænd til Spaniens kyster.
Indtil videre har vi i år været fri for de generende bløddyr, men invasionen kommer med varmen og vinden, siger eksperterne.
20.000 badende i ti forskellige kystkommuner i Valencia måtte sidste sommer til behandling for gener, udslæt og brandmærker, efter at de havde været i klammeri med brandmænd langs kysterne. Det skriver Lasprovincias.es
Men i år har kun omkring 500 personer i løbet henvendt sig for at få behandling for brandmærker.
Venter invasion
Ud over at holde godt øje med vind og vejr, modtager det valencianske miljøudvalg løbende rapporter fra livreddere og havbiologer om vandkvaliteten.
- Men vi har endnu ikke set nogen større invasion, siger biolog og forsker, Juan Guillén.
I de sidste par år har der været meget større forekomster af brandmænd i vandet i løbet af de første to uger i juli og de første to uger i august.
Men i år er vi altså blevet skånet.
Vejrforhold
Hvorfor er der ikke kommet brandmænd endnu?
Ifølge Juan Guillén ligger forklaringen i vind- og vejrforholdene.
Men der er af naturlige forklaringer også år, hvor bestanden af brandmænd er større, end andre år.
Den varme, vi har haft i juni, har også spillet ind, men forskelle i luftens temperatur har ikke nogen omgående indflydelse på de maritime økosystemer, fortæller Guillén.
Skal nok komme
Men der er klare tegn på, at stigende havtemperaturer over en længere periode har ført til ændringer i havets flora og fauna, således at der er flere brandmænd end for år tilbage.
Så der er altså ikke tale om, at vi får en sommer helt uden brandskader - snarere tværtimod.
Der er nok snarere udsigt til, at der kommer flere brandmænd, særligt af typen 'kors-brandmand' - Olindas phosphorica, der er meget udbredt langs Middelhavskysterne.
Spørgsmålet er bare, hvornår invasionen begynder.
Der blev i løbet af 2016 registreret 134 forskellige arter af vandmænd og brandmænd langs Spaniens kyster.
Kommentarer
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.