Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Kongerunden kridtet af

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tir, 04/06/2019 - 09:34

Samfund og Politik

POLITIK: Alt imens valgkampen i Danmark raser på sidste vers, er første skridt til regeringsdannelsen i Spanien nu taget.

Mandag eftermiddag mødte den nyvalgte præsident for Kongressen - svarende til Folketingets formand i Danmark - op hos Kong Felipe VI i Zarzuela-paladset i Madrid.

Meritxell Batets opgave var at orientere kongen om de valgte partier i Kongressen og om deres partiledere, som kongen nu skal møde for til sidst at pege på den person, som kongen foreslår, der skal vælges til afstemningen om at blive landets nye regeringsleder.

Efter samtalen med Meritxell Batet, vil Kong Felipe VI planlægge møderne. Det vil ske i den rækkefølge, at de mindste partier kommer først og de største til sidste. Som valgresultatet blev, vil det sige Pedro Sánchez (PSOE) som den sidste.

Fængslet nægtet adgang

På listen over partiledere var Jordi Sànchez fra JxCAT fjernet. Det skyldes, at højesteret mandag afviste hans ansøgning om at komme ud af fængslet for at give møde hos kongen. 

I stedet møder den tidligere kulturminister i Cataloniens regionsregering. Hun blev valgt til Kongressen ved valget den 28. april og er nu JxCATs talskvinde.

Talskvinden for regeringen i funktion, Isabel Celáa, udtaler, at det er særdeles muligt, at Kong Felipe begynder sine samtaler allerede i denne uge, da hans kalender er ryddet for alle institutionelle forpligtelser.

La Investidura

Når kongen er færdig med samtalerne, vil han igen kalde på Batet for at meddele, hvilken person, der bør stemmes om i Kongressen.

Derefter kommer indsættelsesceremonien - La Investidura - hvor den valgte kandidat skal have absolut flertal ved den første afstemning. Hvis ikke det opnås, skal der finde en ny afstemning sted efter 48 timer, hvor det er nok med simpelt flertal.

Hvis ikke det lykkes, skal det hele gå om igen.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.