Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Kun adgang for superhelte

Skrevet af Kristoffer Olesen, tor, 16/08/2018 - 01:00

Kunst & kultur

VIDEO: Eneste vej til populær turistattraktion på kanarie-ø lukkes for offentligheden - men Wonder Woman er velkommen!

Sandklitterne Corralejo er et af Fuerteventuras mest velbesøgte områder, men fra denne uge må turister og lokale se langt efter naturreservatet.

Den eneste vej til ørkenområdet bliver nemlig lukket for offentligheden frem til den 6. oktober.

Ifølge byrådet sker lukningen fordi, at man ville lave en socioøkonomisk undersøgelse af, hvilken effekt det vil have på øen at spærre vejen for trafik i højsæsonen.

Det er nu ikke alle, der tror på den, skriver Elpais.com

Warner Brothers har nemlig fået lov at filme dele af ‘Wonder Woman 1984’ i naturreservatet.

Filmen er en efterfølger til sidste års kæmpe-succes ‘Wonder Woman’.

Flere politikere, hoteller og indbyggere mistænker byrådet for simpelthen at ville give filmselskabet frit lejde til uforstyrret at lave deres superhelte-film.

Wonder Woman i skikkelse af den smukke Israelske skuespiller Gal Gadot

En god forretning

Warner Brothers søgte om tilladelse til at filme i det beskyttede naturreservat allerede i starten af året.

De seneste 45 dage har filmfolkene brugt på at klargøre området. Optagelserne begynder i starten af september.

Ifølge borgmester Isai Blanco har filmselskabet fået lov til at optage i 11 dage. Produktionen forventes at kunne indbringe Fuerteventura omkring 20 millioner euro.

Alligevel er det ikke alle, som er helt tilfredse med forløbet.

De smukker sandklitter i Corralejo. Den lukkede vej kan anes i baggrunden

Skuffede beboere

Rafael Méndez, talsperson for de lokale indbyggere, mener, at der er tale om et knæfald for en enorm privat virksomhed.

- Byrådet privatiserer et offentligt aktiv, siger han til Elpais.com.

Han er træt af, at øens beboere bliver tvunget til at køre kilometer-lange omveje for at omgås afspærringen.

Méndez er sikker på, at byrådet har løjet om den egentlige årsag til lukningen. Han er desuden bange for, at optagelserne vil gøre skade på de berømte sandklitter.

Antonio Vicente, formand for øens hotelsammenslutning, er mere bekymret for, at turisterne får vanskeligt ved at komme frem til naturreservatet.

Han mener, at man kunne have valgt et mere belejligt tidspunkt end højsæsonen.

Byrådet står ved, at vejen spærres på grund af undersøgelsen, men medgiver, at lukningen kunne være blevet forklaret bedre til offentligheden.

 

Se drone-optagelser af klitterne her:

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.