Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Mariano Rajoy har fået arbejde

Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 20/06/2018 - 10:26

Kendte & kongelige

KENDTE: I morges klokken 9:00 startede Spaniens væltede premierminister som ejendoms- registrator i en turistby.

Alt i mens fristen for at melde sig som Rajoys efterfølger udløber i dag klokken 14:00, har han i dag startet på sit nye liv.

Rajoy er blevet chef for ejendomsregister nr. 1 i kystbyen Santa Pola syd for Alicante i Valencia-regionen.

Her får han syv medarbejdere og en arbejdstid dagligt fra klokken 9 til 17. Han har indlogeret sig på Hotel Gran Sol i Alicante, der ligger 20 km. nord for Santa Pola.

Medier fortæller, at han i morges klokken 7:15 startede på motionstur langs strandpromenaden i Alicante.

I weekenderne vil Rajoy tage hjem til sit hus i Madrid, og der kan han nyde godt af AVE-forbindelsen fra Alicante til Madrid, som han selv var med til at indvie den 17. juni 2013 sammen med Kong Felipe VI.

Turen varer cirka to timer og et kvarter.

"Intelligent person"

Den afgående registrator Francisco Riquelme, der har bestredet hvervet i 28 år, har til pressen udtalt, at Rajoy skal arbejde i ejendomsregistret under helt normale forhold.

Francisco Riquelme sagde også, at Rajoy hurtigt ville blive a’jour med arbejdet som registrator, fordi han er en intelligent person, og tilføjede:

- Vi har ikke talt om de aktuelle politiske forhold, for det er ikke noget man gør mellem venner.

Og venner er. Forsidebilledet viser, da Rajoy har inviteret til Francisco Riquelmes søns bryllup i februar.

Ifølge flere medier vil Rajoys løn være på 15.000 euro om måneden. Lidt bedre end at være regeringschef, hvor den i 2017 lå på knap 7.000 euro om måneden.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.