Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Mere mobil, mindre røg

Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 28/01/2019 - 10:18

Sundhed & sygdom

SUNDHED: Spaniere er de mest sejlivede i Europa - men er det kun for folk, der nyder den friske luft på landet? Nej, viser ny undersøgelse. Men gamle synder florerer stadig, og en ny bekymring er kommet til.

Ny folkeundersøgelse viser, at madrilenerne lever længere og sundere. 

Det er et rigtigt ‘moderne’ resultat Bystyret i Madrid er kommet frem til, da de besluttede sig for at tage pulsen på byens borgere.

Man har jo altid vidst. at der var forskel på, hvordan folk i storstaden og folk på landet levede. Og med sine 3.223.334 borgere er Madrid bestemt en storstad. 

Man har kun undersøgt 8.000 af dem, mindst 400 fra hvert af de 21 distrikter, men det, der er kommet frem, er et røntgenbillede af sundhedstilstandens lys- og skyggesider.

Hvordan lever de i hovedstaden, og hvordan har de det?

Elpais.com har set på resultatet.

Livet i lænestolen

De mest iøjnefaldende tal er, at borgerne ryger mindre. 21,9 procent ryger stadig -  men det var 29,5 procent i 2005.

Til gengæld er de for fede. Der er 47 procent overvægtige over 18 år, og børn mellem tre og 12 år lever også for usundt med 40 procent overvægtige.

Og hvorfor går det sådan? Fordi de aldrig rører sig. 

30 procent dyrker hobbyer i deres fritid, som foregår foran en skærm. Det må gerne være sport, men ikke noget, man selv aktivt skal deltage i. Men de er også glade for at gå tur i de grønne områder og se på, at andre dyrker sport.

Overvægten er især et problem for mændene, og især for de lavtuddannede. 

En tredjedel af de adspurgte dyrker aldrig sport.

Piller og frugt

Til gengæld lapper de på helbredet med medicin. Hele 66 procent af hovedstadens borgere tager regelmæssigt piller eller anden medicin.

Kosten er til gengæld ret sund med både frisk frugt og grøntsager, men desværre ikke helt nok. Og det er især mændene, der har vanskeligt ved at huske at få dem.

Mådehold 

På trods af den billige alkohol, drikkes der ikke så meget. En tredjedel drikker spiritus mere end  to gange om ugen - mest mænd - og 27 procent drikker aldrig. Syv procent erkender, at de har deciderede alkoholproblemer.

Byens gennemsnitsalder er 44 år, men 20 procent er over 65 år.

Og hvordan er fremtidsudsigterne så? Jo, faktisk er levealderen overraskende nok én procent højere end landsgennemsnittet. 81,43 for mændene og 86,63 for kvinderne.

Hvad? Mobilen?

Men så er der kommet et virkeligt nyt problem på banen! Især de unge klager over, at de er for afhængige af mobilen. Hele 18 procent mener, det er problematisk.

Man har hidtil ikke set meget på mobilbrug i den slags folkeundersøgelser, men af Madridundersøgelsen fremgår det, at 92,4 procent bruger den hyppigt, og kun 0,2 procent slet ikke har nogen.

13,6 procent siger faktisk, at mobilbrug er et problem for dem. Det er især folk mellem 15 og 29 år. 

Lokale eksperter mener, at det kan være en direkte helbredsrisiko, men der foreligger ikke tørre tal.

Men vi skal altså ikke male Fanden på væggen: Gennemsnitsalderen taler sit klare sprog, så noget går godt - trods alkohol og mobil...

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.