Min spanske afmagt

Hver aften i løbet af ugen sidder jeg og laver vores oversigt over smitte situationen i Spanien og hver enkelt region. De data, jeg anvender, er fra sundhedsministeriets ‘ Centro de Coordinación de Alertas y Emergencias Sanitarias (CCAES)’.

Dataene er opgjort klokken 14:00 fra mandag til fredag. Men de publiceres som vinden blæser. Én dag kan det være klokken 17 - lidt før eller senere. Lad mig bare tage torsdag som eksempel, hvor de blev publiceret klokken 18:49. 

Derefter har jeg så omkring halvanden time foran mig, til at registrere data, foretage beregninger, lave grafikken og skrive teksterne, så informationen er klar til næste morgen klokken 7:00.

Det er faktisk en værre halvanden time. Som det er nu, er det bestemt ikke opmuntrende med de stigende smittetal og på den anden side er det endnu mindre opmuntrende med den politiske slåskamp i toppen, der allersidst handler om hurtig varetagelse af borgernes tarv.

Ikke noget at sige til, at familier og venner i Danmark nærmest frygter at møde deres kære, som kommer til Danmark fra Spanien. Lige inden de betragter dem som pestbefængte og drager sammenligninger med Den Spanske Syge, som godt nok slet ikke kom fra Spanien, men hvor omkring 50 millioner mennesker døde af sygdommen.

Når dataene opgøres klokken 14.00 tænker jeg selvfølgelig på, om de personer, der er ansvarlige for opgørelserne starter med at spise frokost og holde siesta. Det er jo netop det trditionelle tidspunkt til at gøre det…

Jeg tænker også på, om der er nogle, der prøver at fixe med dataene, for at noget skal se bedre ud. Sikkert ikke tilfældet men sådan vil enhver nok tænke, når der nu er blevet lavet i alt 195 opgørelser siden coronaens start. Det burde da have givet en vis øvelse. 

Og endda er der dage, hvor en region ikke har nået at aktualisere deres tal, så de er kommet med i den endelige opgørelse. Som med Valencia forleden.

Nu har jeg dog ikke problemer med at vente på opgørelsen - selvom den først kommer ved 19-tiden om aftenen. Gennem alle mine feeds får jeg løbende besked om, hvad der gøres for at tøjle smitten - som for eksempel stop for rygning på terrasserne - men dog endnu værre, hvad der IKKE gøres politisk.

Som den kendsgerning at man er begyndt at tale om forholdsregler ved skolestart alt, alt for sent. Og netop det emne interesserer mig ret meget, da mit barnebarn Andrea skal i skole igen den 10. september. 

Hele banden, der skal forberede sikkerheden er jo på ferie. Det er jo august måned! Også skolevæsenet er jo kompetenceområde under hver enkelt region og traditionen tro - som eksempelvis i sundhedssektoren, der også er regionernes kompetenceområde - er hver enkelt nu i gang med at opfinde deres egne dybe tallerkner på skoleområdet. Det er 17 gange så besværligt, som hvis én specialistgruppe lavede en fælles protokol. 

“Gud bevare Spanien - men ikke regionerne”.

(med deres nuværende kompetencer)

Nu er politikerne så småt ved at komme tilbage fra ferie, og mens jeg venter på dagens data, kan jeg se, hvordan sommeren egentlig ikke har lært dem noget som helst. Alle skulle selvfølgelig være kaldt på plads den 17. juli efter de seneste to uger viste en voldsom stigning i smittetallene. En stigning der efterfølgende bare accelererede med endnu større fart og den forudsigelige kurve. Se selv her:

Det var også lige før de to uger - den 3/7 -  at sundhedsministeriet stoppede med at oplyse tal på alle ugens dage. Jeg har ingen dokumentation for det, men min mistanke er, at efter regionerne var blevet aktiveret så meget, kom der krav om, at man skulle kunne holde weekenden fri… En situation, hvor råbet skulle have været:

“Alle mand på dæk, nu skal skuden trimmes!”

Da jeg tirsdag ventede på tallene, fik jeg nyheden om, at Premierminister Pedro Sánchez nu opfordrede hver enkelt region til at indføre deres helt egen alarmtilstand, så de hver især kunne indføre skrappere sanktioner uden at lokale retsinstanser underkendte dem under henvisning til Konstitutionen og borgernes frihedsrettigheder.

Genialt eller bare politisk smart? Det er egentlig ligegyldigt, for det blev bare en ny start på et af verdenshistoriens latterligste skænderier mellem ham og PP’s Pablo Casado, der med jurister i hånden betegnede forslaget som både uladsiggørligt og latterligt.

Efter de to herrer ikke har snakket sammen i tre måneder, skal de nu mødes den 2. september. Til hvad? Hvem tror på, at de kan finde ud af noget som helst?

Sánchez har gennem de tre måneder ikke rakt hånden ud til Casado én eneste gang, og forleden afslørede Casado, at han da gerne ville forhandle med Sánchez, hvis han smed Podemos med Pablo Iglesias ud af regeringen.

Så mangler vi bare, at Sánchez kæver, at Casado skal kønsskifteopereres, så han får en lidt venligere karakter.

Alt imens kan vi så bare hver dag registrere flere smittede og egentlig bare håbe på, at smittetallene automatisk vil falde efter august med de mange rejseaktiviteter, og hvor befolkningen måske har slappet lige rigeligt nok af efter de hårde måneder med stramme restriktioner for den fri bevægelighed og samvær med familie og venner.

Nej, hvor jeg glæder mig til, at min halvanden time bliver en stund, hvor vi sammen kan glæde os over alt det gode, som Spanien ellers byder på.

Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god weekend.

Torben Wilkenschildt