Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Nordspanien under vand

Skrevet af Kathrine Hesner, tor, 24/01/2019 - 11:21

Vejr og natur

VIDEO: Advarslerne slog ikke fejl - der er kommet rigtigt meget nedbør i nord, og mange personer er evakueret fra vandmasserne.

Flere floder er gået over bredderne i kølvandet på massivt regnvejr i nord, og flere byer i nordvest er oversvømmet.

Myndighederne er blevet tvunget til at skride til at evakuere lokale fra flere områder.

Det skriver nyhedsbureauet Efe.

TVE rapporterer fra flere steder i området, hvor folk kæmper en kamp mod tiden. Langs Río Arga i Pamplona forsøger folk desperat at få vand ud af deres hjem med svabere og klude, samtidig med at floden er på nippet til at gå over bredderne. 

Flere floder i Cantabrien er allerede gået over bredderne efter den intense regn, der er væltet ned i regionen siden tirsdag. Der er tale om meget alvorlige oversvømmelser i flere områder og nogle er evakueret, mens andre har fået besked på at holde sig indendøre.

Folk har desuden fået besked om at fjerne deres biler, hvis de er parkeret i områder nær floder.

Kilder fra regionens nødtjeneste rapporterer, at regnen i kombination med smeltevand fra bjergene har fået vandet til at stige i hele det vestlige område af Cantabrien, der er mest berørt, men også i de indre egne er der problemer.

Besaya-floden er allerede gået over sine bredder, og 15 borgere blevet evakueret fra Santa Olalla i Molledo.

Man er lige nu i aller højeste alarmberedskab i områderne Arakil - Etxarren og Etxauri. Man er i næsthøjeste alarm i Pamplona-området samt Ega i Estella og i Arkijas.

Der er indtil videre ingen oplysninger om, hvor mange der er evakueret i alt.

Kommentarer

Som Amigos kan du her skrive en kommentar til artiklen - eller stille spørgsmål

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.