Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Stigende lejepriser

Skrevet af Kathrine Hesner, tor, 09/01/2020 - 12:38

Bolig

BOLIG: Sidste år steg blev det dyrere at leje bolig, men der er enorme regionale forskelle på op til det tredobbelte.

Prisen på lejebolig steg sidste år med 4,8 procent, hvilket betød, at den genemsnitlige kvadratmeterpris om måneden havnede på 10,9 euro.

Det viser rapporten fra boligportalen Idealista. 

Den solide stigning kom på trods af en ret svag start på året med en stigning på kun 0,4 procent i det første kvartal.

Forskellige regioner

I løbet af 2019 er det blevet dyrere at leje i samtlige spanske regioner. Den største stigning var i Navarra, hvor lejepriserne er steget med 10,6 procent i de seneste 12 måneder. 

Derefter følge Aragón med 9,1 procent og La Rioja med 8,7 procent. 

I den modsatte ende af skalaen finder vi en stigning på to procent på Balearerne, efterfulgt af De Kanariske Øer med 3,3 procent, Madrid 3,6 procent, Cantabrien med 4,3 procent og Catalonien med 4,4 procent.

På trods af at være blandt dem med den mindste stigning er Madrid og Catalonien fortsat de dyreste områder at leje med kvadratmeterpriser på henholdsvis 14,7 euro og 14,2 euro. 

De følges af de Baleariske Øer med priser på 12,6 euro, Baskerlandet med 11,9 euro og De Kanariske Øer med 10 euro. 

Billigste kvadratmeterpriser finder vi i Extremadura med en flad femmer pr stk. I Castilla-La Mancha slipper man med 5,4 euro pr kvadratmeter, mens det i Murcia koster 6,1 euro.

Prisfald i to provinser

Kun i to provinser er det blevet billigere at være lejer i løbet af 2019 nemlig i Ourense, hvor kvadratmeterprisen er faldet med 2,5 procent og Teruel med 1,7 procent. 

I alle andre områder er det blevet dyrere. 

Den største stigning er sket i Segovia med 14,2 procent efterfulgt af Girona med 13,5 procent, A Coruña 12,1 procent og Ávila med 12,1 procent. 

I provinsen Lleida har den massive oprettelse af midlertidige lejeboliger i Baqueira-området forårsaget en usædvanlig stigning uden nogen egentlig statistisk værdi på 62,7 procent.

Dyrest og billigst

D​e dyreste provinser ledes af Barcelona med en kvadratmeterpris på 14,9 euro, Madrid med 14,7 euro og Guipúzcoa med 13,5 euro. 

Jaén er den billigste med 4,5 euro. Derefter følger Teruel med 4,6 euro, Cuenca 4,7 euro, Cáceres 4,8 euro, og endelig Ciudad Real, Ávila og Zamora, der havnede på samme kvadratmeterpris nemlig med 4,9 euro.

Helt enkelt sat op koster en lejlighed på 100 kvadratmeter i Barcelona 1.490 euro, mens man slipper med 450 for det samme i Jaén.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.