Styr på promillerne i skolebussen
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 21/02/2019 - 09:55

Fly & trafik
TRAFIK: Det er blevet sikrere at sende ungerne med skolebussen. Det er resultatet af færdselspolitiets seneste kampagne.
Det er altid vigtigt, at der sidder en ansvarlig person bag rattet i et køretøj, men vi føler det er særligt vigtigt, når køretøjet er fuld af børn.
Trafikdirektoratet DGT har en årligt tilbagevendende kampagne, hvor der zoomes ekstra ind på skolebusser.
I 2018 var resultatet nedslående. Der var nemlig masser af vrøvl med papirer, køre- og hviletidsregler, men værst af alt: Flere af buschaufførerne var påvirkede af stoffer eller alkohol.
Mellem den 4. og 8. februar i år har politiet så tjekket skolebusser igen.
I alt blev 3.467 køretøjer standset og undersøgt, og selvom antallet af påtaler igen var højt, var der altså lyspunkter.
Det skriver DGT i en pressemeddelelse.
1.451 skolebusser fik et par ord på vejen og en seddel med hjem, men langt størstedelen af overtrædelserne var dog af administrativ art.
Chaufførerne havde rod i papirerne, simpelthen.
Ingen fulde chauffører
Til gengæld var der ingen alkoholpåvirkede bag rattet, og kun to testede positive for stoffer. Og der skal man huske, at eksempelvis en joint giver udslag lang tid efter, man har røget den. Der er altså ikke nødvendigvis tale om en bimlende skæv chauffør, men ikke desto mindre ulovligt.
Der var også kun tre, der blev taget for at køre for hurtigt i år. Det var en tredjedel af antallet fra sidste år.
Men det hele er ikke rosenrødt, og der er naturligvis plads til forbedring.
Busserne trænger ind imellem til en kærlig hånd, og der mangler af og til voksne personer, der kan holde øje med børnene under kørslen.
Dem kommer der måske flere af til næste år, hvis tendensen holder.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.