Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Vold - sådan er det bare...

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 16/11/2017 - 01:00

Samfund og Politik

SAMFUND: Et par på tæven er bare noget, der sker, når man har en kæreste. Det mener i hvert fald en overraskende stor andel af de unge i Spanien.

Slår han? Ja selvfølgelig slår han. Vi er jo forlovede.

Det er holdningen hos 27,4 procent af de 15- til 29-årige, der har deltaget i en undersøgelse om partnervold og kønsdiskriminering.

Det skriver Lasprovincias.es

Helt naturligt

‘La Fundación de Ayuda contra La Drogaddición’, FAD, har lavet et barometer over holdningerne blandt de unge i 2017. 

Her fandt man frem til, at ikke alene mener mere end hver fjerde af de adspurgte, at det er normalt at slå sin partner, men hver femte mener, at det “er blæst op i medierne”. Og helt ufatteligt mener syv procent, at det er “uundgåeligt og bare altid har været der.”

Hver tredje mener også, at det er blevet værre på grund af de mange immigranter.

Det er især de unge mænd, der mener, at “sådan er det bare”. Samtidig hersker der dog stor enighed i befolkningen som helhed om, at “det er et meget alvorligt socialt problem”.

Ringe chancer

Undersøgelsen viser også, at næsten hver fjerde af de adspurgte mener, at der ud over diskrimination på grund af religion, økonomi, alder eller holdninger også foregår masser af kønsdiskrimination.

Der mener, at kvinderne har meget ringere mulighed for at opnå ordentlig løn og gode stillinger.

62, 4 procent mener, at kvinderne har ringere chancer ved en jobsamtale, og 57,4 procent mener de har dårligere muligheder for at forene job og familie. 

At kvinder er dårligere stillet for at få politiske embeder mener hele 61,9 procent, og når det handler om at tjene en ordentlig løn, mener de 59,3 procent, at kvinder er dårligere stillet. 

Men også faktorer som seksuel orientering, race, udseende og nationalitet spiller ifølge respondenterne meget ind. 47,9 procent mener, at seksualitet spiller en afgørende rolle i kvinders position, men de 29,3 procent mener, at nationaliteten spiller ind.

Det er simpelthen stadigvæk op ad bakke at være kvinde i Spanien.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.