Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Weekenden derpå

Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 18/02/2019 - 07:00

Samfund og Politik

POLITIK: Et socialt afbalanceret land, forhøjelse eller nedsættelse af skatterne, et forenet eller delt Spanien, en Kongres med flertal på fløjene eller mere midt-orienteret?

Udskrivelsen af parlamentsvalget fredag til den 28. april gav mange reaktioner fra de forskellige politiske partier i weekenden.

Se også den seneste meningsmåling.

Selvom den officielle valgkampagne med skilte i gaderne og propaganda i aviser og TV-kanaler, så er den officielle PRE-kampagne allerede i fuld gang. Og den vil jo ufortrødent kunne fortsætte ved partiernes egne arrangementer og på de sociale medier.

Til venstre i det nuværende Kongres finder vi PSOE og Podemos og i højre side PP, mens Ciudadanos ligger imellem dem. Partiets leder Albert Rivera betegner sit eget parti som den eneste udvej for at komme ud af fortidens blokdannelser til enten højre eller venstre.

På banen til valget er også det yderliggående højreparti VOX, der kom ind ved valget i det andalusiske parlament i december og som gav stemmer til, at PP og Ciudadanos overtog regeringsmagten i regionen.

PSOE

Pedro Sánchez første løfter i valgkampen blev, at han som premierminister efter valget den 28. april vil få gennemført hans socialt afstemte statsbudget, som blev forkastet i Kongressen. 

I den forbindelse fremhævede han den sociale bistand til arbejdsløse over 52 år, og undtagelsen for at omsorgspersonale skal betale bidrag til Seguridad Social - socialsikringen. 

PP

Partiets leder Pablo Casado har som sine løfter lovet at komme med en ‘skattemæssig revolution’ med regeringsmagten i hånden. Mens PSOE vil forhøje skatterne for de højeste indkomster, vil Casado nedsætte samtlige skatter og afgifter. Således skal den højeste skatteprocent nedsættes til under 40, selskabsskatten til under 20 procent og samtidig skal beskatningen ved arv, gaver og formue fjernes.

Casado sagde også, at valget var et spørgsmål om, hvorvidt man ville stemme på et parti, der vil bevare Spanien som ét land eller på et parti, der har vist sig at ville sælge ud af Catalonien.

Ciudadanos

Partiets leder Albert Rivera har i første omgang understreget partiets vigtige centrum-højre position og udtrykt håb om at kunne tiltrække vælgere fra både PP og PSOE. Lige siden Pedro Sánchez fik væltet Mariano Rajoy har han opfordret ham til at udskrive valg træt af “Sanchismen". Rivera opfordrer til en styrkelse af centrum-kræfterne og tager afstand fra PP hårde konservatisme og modstand mod aborter.

Podemos

Partiets leder Pablo Iglesias er på en tre måneders barselsorlov og har ikke tænkt sig at afbryde den, selvom der er udskrevet valg. Han vender tilbage til marts og indtil da er det partiets nummer to, Irene Montero, der varetager interesserne.

Irene Montero har efter valgets udskrivelse sagt, at uafhængigheds-partierne har begået en høj grad af uansvarlighed ved at tage statsbudgettet som gidsel for forhandlinger om Cataloniens uafhængighed.

VOX

Partiets leder Santiago Abascal​, har gennem sin generalsekretær bekendtgjort partiet første valgløfter. De ønsker en ændring af straffeloven, som inkluderer valgsvindel. Derudover ønsker de, at enhver spanier kan modtage behandling på ethvert spansk sygehus ved blot at fremvise deres identifikationskort. Spanierne har i dag specielle sygesikringskort for hver region i landet.

I VOX program indgår også, at man ønsker stærk central styring og omgående suspension af Catalonien som selvstyrende region.

Seneste meningsmåling

Meningsmålingen er foretaget af Microscopia i ferbuar for 20minutos, inden valget blev udskrevet.

Meningsmålingen er den yderste halvcirkel, mens den lille i midten er resulatet ved valget i 2016 og den nuværende fordeling i Kongressen

Som det fremgår, går PSOE frem, PP markant tilbage, C's går frem, Podemos stærkt tilbage og VOX kommer ind med 12,7 procent.

Meningsmålingen giver ikke noget klart flertal for en regering.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.