Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Protester over Prestige-dom

Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 18/11/2013 - 12:00

Vejr og natur


Tusindvis af indbyggere i hele Galicien gik fredag på gaden i protest over domsafsigelsen mod folkene fra tankskibet Prestige. Skibet grundstø...

Tusindvis af indbyggere i hele Galicien gik fredag på gaden i protest over domsafsigelsen mod folkene fra tankskibet Prestige. Skibet grundstødte, knækkede over i to dele og forårsagede en af de værste miljøkatastrofer i Europa i det 21. århundrede.

 

Tankskibet forliste under et stormvejr ud for Spaniens Atlanterhavs-kyst i november 2002 og tømte 77.000 tons olie ud i havet. Det forurenede 1.600 kilometer kyststrækning, bestående af 1.137 strande i Galicien, Asturien, Cantabrien, den sydlige del af Frankrig og den nordvestlige del af Portugal.

 

Efter seks dages kamp mod bølgerne ud for Finisterra i A Coruña, sank skibet.

 

Værste forurening nogensinde

De 27 besætningsmedlemmer blev reddet i god behold, men olieforureningen var den hidtil værste i spansk historie.

 

Den spanske regering havde beordret kaptajnen til at bugsere skibet længere væk fra kysten, men det afviste kaptajnen. Han frygtede de økonomiske konsekvenser, der ville være ved at slæbe skibet længere væk.

 

Ud over de cirka 150.000 fugle, der døde under forureningen, blev hovedparten af den galiciske fiskeindustri – en af grundpillerne i regionens økonomi - ødelagt i flere år efterfølgende.

 

11 års retssag og ni måneders fængsel

Efter 11 års retssager og mere end en kvart million sagsakter kom dommeren til den konklusion, at der ikke er nogen ansvarlige for katastrofen, og at alle gjorde, hvad de kunne. 

 

Den 78-årige kaptajn blev idømt ni måneders fængsel for civil ulydighed, men slipper for at ruske tremmer, på grund af hans høje alder.

 

Den hovedansvarlige for skibets drift og vedligeholdelse, skibsreder Nikolaos Argyropoulos og spanske José Luis López Sors, tidligere administrerende direktør for det spanske shipping-firma, der var involveret, blev begge frifundet.

 

Kræver retfærdighed

Der var flere demonstrationer i A Coruña, Santiago de Compostela, Lugo, Vigo, Ourense og flere andre byer, alle organiseret af lobbyistgruppen Nunca Mais, hvilket betyder ”Aldrig Igen”.

 

Gruppen kræver retfærdighed og kritiserede regionale regeringsleder Alberto Núñez Feijóo for at være ”fej” og for at ”beskytte sine egne”.

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.