Prøv at respektere mig, inden du ønsker mig bort

Det var et smukt øjeblik. Paven talte i den spanske kongres, og alle lyttede andægtigt. Ordene om samhørighed og forståelse hang i luften som en tiltrængt påmindelse om demokratiets fundament. Alle medlemmer viste stående applaus i syv miutter. Men kun to dage senere var andægtigheden forsvundet, erstattet af de vante scener med nådesløs skældud og verbale overfald.

Det fik mig til at tænke: Er respekten kun noget, vi tager på os som en fin jakke til de festlige lejligheder, for derefter at hænge den i garderoben, når hverdagen kalder?

Mønsteret gentager sig overalt. I Danmark skælder oppositionen den nye regering ud, næsten per definition, uanset hvad der fremlægges. Politiske kommentatorer spinder analyser over politikernes kommentarer, ofte med fokus på taktik frem for indhold, hvilket sjældent bidrager til at dæmpe gemytterne. Det er en global tendens, hvor konfliktniveauet konstant er skruet op til maksimum. Vi får ikke lov til selv at konkludere på politikernes udtalelser.

Min rubrik for denne klumme er: Prøv at respektere mig, inden du ønsker mig bort. Det føles som om, vi har byttet rundt på rækkefølgen i den moderne debat. I stedet for at starte med en grundlæggende respekt for modpartens menneskelighed og deres ret til at have en holdning – en loyal opposition, om man vil – så starter vi ofte med at diskvalificere dem fuldstændigt. Vi ønsker dem bort, politisk, ideologisk eller endda personligt, før vi overhovedet har lyttet. Hvis vi dømmer modparten som grundlæggende uegnet eller skadelig, bliver ethvert forsøg på dialog overflødigt.

Denne tone siver uundgåeligt ned fra de store talerstole og ind i vores dagligstuer, vores kommentarspor på Facebook og vores interaktioner i hverdagen. Det er måske det mest foruroligende. For hvis de folkevalgte, dem vi burde kunne se op til, ikke kan mønstre elementær høflighed, hvorfor skulle vi så?

Er det ikke her, at vi hver især kan finde en erkendelse? Måske handler det ikke om at ændre de store konflikter i verden eller i Madrid eller København. Måske handler det om det mikroniveau af respekt, vi selv kan kontrollere. Kan vi prøve at lytte en ekstra gang? Kan vi acceptere, at vores nabo elsker sit land ligeså meget som vi gør, selvom deres opskrift på en bedre fremtid er en anden?

At respektere betyder ikke, at man skal være enig. Det betyder blot, at man anerkender den andens ret til at eksistere og ytre sig – før man kaster det første verbale slag. Det er et lille krav, men måske det mest fundamentale, hvis vi vil undgå at leve i en konstant tilstand af at ønske hinanden bort.
 

Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god weekend.
Torben Wilkenschildt