Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Til skræk og advarsel

Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 06/12/2025 - 06:23

Sundhed & sygdom

Heldigvis slap Don Pablo for den skruppelløse dyrlæge …

Forrige lørdag holdt redaktionen sin årlige julefrokost som beskrevet i klummen den dag.

Den gik rigtig fint og alle kunne selv gå hjem eller nå at tage toget. Derefter gik jeg den sene aftentur med Don Pablo, og den gik også fint.

Søndag morgen ved otte-tiden kaldte jeg så på luksusdyret, der havde tilbragt natten i sofaen. Om han kom, da jeg raslede med godbid-glasset ...? Normalt sætter han af i et gazellespring over sofaryggen.

Da jeg omsider fik ham ned på gulvet, stod han kun på tre ben. Det venstre forben nærmest hang slapt i luften. Han ville ikke støtte på det. Jeg trykkede overalt på benet for at registrere smerte, men ingen reaktion. Især trædepuden blev nøje undersøgt.

Morgenturen blev på tre ben.

Nu er jeg så heldig, at Carmen på kontoret er uddannet dyrlæge og har arbejdet som sådan, inden hun kom til os. Da tidspunktet var passende begyndte vi at kommunikere om Don Pablos tilstand.

Den lange kommunikation endte med, at jeg burde tage ham til dyrlæge samme dag. Jeg kunne desværre ikke komme i kontakt med de dyrlæge, der oprindeligt “startede Pablo op”, dengang mine unger fandt på, at jeg skulle have hund …

Her blev han helbreds undersøgt, fik chip indsats, vaccinationer og hundepas. I årene efter kastrerede han også Pablo og fulgte ham interesseret ved de årlige vaccinationer.

Jeg blev ved med at bruge ham til trods for turen til Antequera. Men, da jeg ikke kunne få fat på ham søndag, valgte jeg i stdet  en dyrlæge i Fuengirola-området, som jeg herefter betegner som DyrlægeXXX.

DyrlægeXXX havde sin måde at gøre tingene på. Han lyttede helst ikke til min historie om det underlige i, at skaden skulle være sket, mens Don Pablo sov i en sofa.

Op på et bord, hev Don Pablo i skulderen, så han pev og sagde:
“Røntgen”

Da han efterfølgende viste mig røntgenbillederne, sagde han:
“Han har en revne i en knogle og han skal opereres. Det kan jeg gøre i morgen tidlig klokken 6:00. "Sekretæren giver dig prisen.”

“1.125 euro.”

Prisen for konsultationen 75 euro.

Da vi gik fra DyrlægeXXX, begyndte Don Pablo, nogle gange, at støtte mere på forbenet.

Selvfølgelig blev jeg svært nervøs ved tanken om, at Don Pablo skulle ende som invalid hund. Ville jeg kunne være det bekendt …?

Tilbage og ny kommunikation med Carmen, Vi blev enige om - for second opinion - at jeg mandag morgen kørte til Antequera.

Da vi stod ud af bilen foran dyrlægen, støttede Don Pablo igen - omend lidt - på forbenet.

Dyrlæge Jesús Toledo Larrea tog vel mod os. Han lyttede til historien, og stillede supplerende spørgsmål til “ulykken i sofaen.” Don Pablo kom op på bordet for undersøgelse.

Jesus så også røntgenbillederne, som jeg havde med på min mobile. Han så ingen revner og foreslog:

“Jeg tror, at vi i første omgang skal antage, at det er en betændelse omkring knoglen og leddet. Jeg vil give ham en indsprøjtning nu, og du skal give ham en pille de næste fem dage. Så ses vi til en kontrol på fredag klokken 12. Du skal sørge for at have ham i snor hele tiden og ikke gå for lange ture med ham. Gør vi det?”

“Ja tak, Jesús!”

Prisen for konsultationen 50 euro.

I de efterfølgende dage begyndte Don Pablo at gå mere og mere normalt og onsdag nærmest helt normalt.

Og så blev det fredag klokken 12:00

Dyrlæge Jesús Toledo Larrea undersøger Don Pablo

Jesús kunne jo konstatere den store fremgang og foreslog, at vi fortsatte en uge til med pillerne, hvor jeg stadig holdt Don Pablo i nogenlunde ro - altså ikke lade ham løbe løbsk i hundeparken - og så én kontrol til næste fredag.

Det blev aftalen og jeg blev jo ganske lettet over konklusionen. Og jeg kører gerne de to gange 60 kilometer næste fredag!

Hvad er mit budskab med denne klumme? 

Det er vigtigt, at bruge sin egen fornuft, og hvis ens egen logik finder en dyrlæges dom tvivlsom, da altid at søge den second opinion, der kan være afgørende for hundens eller kattens fremtid.

At nogle klinikker sætter større fokus på deres egne pengekasser end på dyrenes tarv, burde ikke kunne forventes, men heller ikke udelukkes.

Hvis du som Amigos skulle bo i Fuengirola-området og synes, at det ville være vigtigt for dig  at vide, hvem 'DyrlægeXXX-klinikken' er, skal du blot skrive en kommentar til denne artikel og spørge om det. Så sender vi dig en email med oplysningen.

Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god weekend.
Torben Wilkenschildt
 

Kan måske også interessere dig

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.