Troen flytter bjerge – men flytter den også krydset på selvangivelsen?

Det bliver en uge i den absolutte eufories tegn. Flagene vil vaje, tårerne flyde, og gaderne proppet med hundredtusindvis af begejstrede mennesker, der vil juble om kap under det pavelige besøg. "Leo XIV-effekten" har lagt sig som et tæppe af ren næstekærlighed og velsignelse over Spanien. Men når røgelsen har lagt sig, hverdagen banker på, og paven flyver hjem til Vatikanet, melder det jordiske spørgsmål sig: Hvor mange af de 26 millioner erklærede spanske katolikker er egentlig klar til at lade troen koste noget, når skattefar henvender sig?

Hvert år får de spanske skatteydere nemlig en unik mulighed for at lege religiøse mæcenater helt uden at skulle have ekstra penge op af lommen. Når selvangivelsen (la Renta) skal udfyldes, kan man med et enkelt kryds i felt 105 donere 0,7 procent af sine i forvejen betalte skattekroner direkte til den katolske kirke. Man kan også vælge felt 106 til andre sociale formål – eller snuppe begge dele. Det koster ikke en rød reje ekstra. Alligevel viser de seneste officielle tal fra skattemyndighederne, at der er langt fra råbende pave-begejstring i gaderne til det stille klik på selvangivelsen.

Det store kryds-fald

Hvis man kigger på de statistiske grafer over spaniernes krydsvaner, tegner der sig et klart billede: Det traditionelle kirkekryds er i frit fald. Det handler ikke om, at folk er blevet nærige – for det koster som sagt intet – men snarere om en ændret mentalitet.

• Kun sølle 10,1 procent af de spanske skatteydere vælger i dag udelukkende at sætte deres kryds ved den katolske kirke.

• Omkring 20,5 procent vælger den diplomatiske løsning og markerer både kirken og de sociale formål.

• 29,9 procent vælger helt bevidst kun at støtte de sociale formål (den såkaldte X Solidaria), hvilket blandt andet kanaliserer midler ud til NGO'er.

• Den absolut største og hurtigst voksende gruppe på hele 39,5 procent efterlader begge felter fuldstændig tomme. Det betyder i praksis, at pengene i stedet ryger direkte ned i statskassens store, generelle dyb til almindeligt offentligt forbrug.

Sammenligner man med tallene fra 2007, hvor næsten 22 procent udelukkende støttede kirken, er opbakningen til det rene kirkekryds mere end halveret på under tyve år.

Profilen på en skatte-katolik: Gråhåret og velhavende

Skattemyndighedernes data afslører også præcis, hvem det er, der holder hånden under kirkens skatteindtægter. Hvis man skulle tegne et portræt af den typiske spanier, der i dag trykker på kirke-knappen, er det bestemt ikke de unge, flagbærende pilgrimme, man vil se i gaderne i denne uge.

Den trofaste skatteyder for den katolske kirke er typisk over 70 år, har en solid indkomst og bor i det traditionelle, spanske indland (såsom Castilla-La Mancha eller Castilla y León). Jo yngre og mere kystnær befolkningen bliver, desto hurtigere forsvinder krydserne fra felt 105.

Så selvom paven kan fylde de spanske gader med øjeblikkelig eufori og fællesskab, må den spanske bispekonference sande, at den virkelige udfordring ligger på computerskærmen. Det er nemlig markant lettere at få folk til at juble i flok på gaden, end det er at få dem til at huske felt 105, når de sidder alene med deres Renta.

Hvordan ser det ud i Danmark?

Hvor den spanske kirke kæmper med, at folk glemmer eller fravælger skattekrydset, nyder den danske Folkekirke godt af traditionen og "strukturel dovenhed". I Danmark betaler man ikke kirkeskat via et kryds, men automatisk gennem sit medlemskab, som typisk opstår ved barnedåben.

I Spanien koster den 0 euro ekstra. Det trækkes fra statens andel. Alligevel støtter kun omkring 30,6 % kirken (enten rent eller i kombination med sociale formål).

I Danmark koster det i gennemsnit 0,88 % ekstra i indkomstskat (alt efter kommune). Alligevel er ca. 71 % af den samlede danske befolkning medlemmer og betaler dermed til kassen.

Betalere af kirkeskat i Danmark 

Ligesom i Spanien er det de ældre generationer, der holder hånden under kirkens økonomi i Danmark. Unge i 20'erne udgør det absolutte lavpunkt, da mange melder sig ud, når de får deres første rigtige lønseddel og opdager, hvad kirkeskatten reelt koster dem i kroner og øre.

Herunder ses medlemsandelen i Danmark fordelt på aldersgrupper (baseret på de seneste opgørelser fra Danmarks Statistik):

De tre største forskelle

1. Prisen på troen

I Spanien sidder folk og tænker "Argh, jeg vil hellere give mine penge til NGO'er eller lade staten beholde dem", selvom det ikke koster dem en rød reje. I Danmark betaler en gennemsnitlig lønmodtager med en indkomst på 40.000 kr. om måneden cirka 4.200 kr. om året i ren kirkeskat. Danskerne betaler altså gladeligt tusindvis af kroner for et medlemskab, de måske kun bruger til jul, mens spanierne ikke engang vil række kirken en gratis håndsrækning på computeren.

2. De unge pilgrimme mod de unge i Netbank

Det er en sjov kontrast, at paven kan samle tusindvis af unge spaniere i gaderne til flagviftende eufori, men når de sidder foran skærmen, klikker de væk. I Danmark ser vi det omvendte: De unge gider overhovedet ikke gå i kirke om søndagen, men over halvdelen af de 20-29-årige betaler stadigvæk passivt til den via skatten, fordi de ikke har taget sig sammen til at logge på Borger.dk med MitID for at melde sig ud.

3. Kulturkristen mod kulturskatte-katolik

I Danmark taler man ofte om, at danskerne er "kulturkristne" – de bruger kun kirken som en kulisse til livets store fester (dåb, konfirmation, bryllup og begravelse), men betaler for den som en slags "forsikringsordning". I Spanien er man derimod "kulturkatolik" i gadebilledet med optog og pavelig folkefest, men når det kommer til skattepapirerne, bliver man pludselig meget sekulær eller ligeglad.

Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god weekend.
Torben Wilkenschildt