Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Menneskemod og honninghjerter

Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 28/08/2021 - 07:00

Klumme

KLUMME: Hvis alle accepterede, at ingen kan forpligtes udover egne evner, ville stemningen nok blive bedre.

Jeg tænker, at de fantastiske danskere, spaniere og alle andre, der i den seneste tid har ydet en modig indsats med deres liv på spil i evakuerings-operationerne i Kabul, ikke får en kage som påskønnelse. Hverken en Napoleonshat eller et Gåsebryst.

Jeg forventer, de bliver dekorerede som krigshelte under ærefyldte ceremonier. Det håber jeg, at de respektive forsvarschefer kan finde ud af - selvom ingen kan forpligtes udover egne evner.

Læringen findes hos regionsrådsformand i Region Hovedstaden, Sophie Hæstorp Andersen (S), der i december 2020 fandt på, at medarbejderne på hospitalerne i hovedstaden, som på det tidspunkt var lagt ned af coronapatienter, skulle dekoreres med et honninghjerte.

- I er under et kæmpe pres, I har taget ekstra vagter. I har dækket ind for kollegaer. Og I har udsat jer selv for smitte. Jeg er utrolig stolt over det arbejde, I udfører. Så af hjertet, tak, sagde Sophie Hæstorp Andersen og lagde hånden på sit hjerte i manglen på evner.

Jeg kan da godt forstå, at sygeplejerskerne er skuffede over, at de heller ikke under overenskomstforhandlingerne fik nogen påskønnelse for deres indsats under pandemien. 

Men det er nok ikke det rette sted til at få den påskønnelse.

Havde sundhedssektoren været en privat virksomhed, havde der nok i ledelsen siddet nogle mennesker med tilstrækkelige evner til at træffe beslutning om, at en mærkbar påskønnelse så absolut var på sin plads for at stå forrest i kampen mod corona.

For det har jo i virkeligheden intet at gøre med den forgudede “Danske Model”.

Bagklogskaben

Mens der fra spansk presses side har været forholdsmæssig ro om operationerne i Kabul, kan man ikke sige det samme om den danske.

Dér har man revset alles evner, og oppositionspolitikere kræver uvildige undersøgelser om de forskellige ansvarliges manglende evner.

Men det er jo ikke kun de danske ansvarlige, der blev taget med bukserne nede af Talibans skjulte fremstormning. Det blev alle. Selvom der tidligere lå efterretninger om, hvad situationen kunne udvikle sig til. 

Det burde selv pressen have opdaget og spillet politibetjent langt tidligere. Nu er det ret letkøbt journalistik at gå i kødet på alle andre end sig selv.

Et spinkelt håb

Intet land har tilsyneladende fået evakueret alle dem, der var berettiget til det. Tyskland satser på, at man efter den 31. august kan få flere ud nu med civile fly. Det siger man, at Taliban har sagt.

Men om det bliver virkelighed, tvivler mange nok på. Også jeg - selvom Taliban jo i høj grad fortsat vil være afhængig af vestens nåde.

Men indtil da har det været en glæde at se al den hjertevarme, som flygtningene er blevet modtaget med i både Spanien og i Danmark. Og den taknemmelighed som flygtningene har udvist.

Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god weekend.

Torben Wilkenschildt

 

Kommentarer

Kære Torben, er der nogen der har hjertet på rette sted , er det da dig. Godt skrevet. Knus herfra.

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.