Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Pas på på vejene

Skrevet af Kathrine Hesner, fre, 27/04/2018 - 12:17

Fly & trafik

TRAFIK: Skal du ud at køre i de næste dage, skal du forvente tættere trafik og øget kontrol - også af den lydløse slags fra oven.

Tæt trafik i forbindelse med den forestående forlængede weekend får Trafikdirektoratet, DGT, til at iværksætte særlige foranstaltninger.

Det sker i forbindelse med helligdagen den 1. maj, hvor mange derfor “bygger bro” mellem søndag og helligdagen.

Der forventes, at der vil blive foretaget 7,4 millioner langdistanceture.

I Madrid-regionen forlænges operationen endnu en dag, da det er regional helligdag der den 2. maj.

DGT vil som en test for første gang gennemføre overvågningsflyvninger og trafikregulering med droner. Du kan altså ikke regne med at opdage kontrollen, før det er for sent, og fælden er klappet.

Starter i dag

Den særlige operation foregår fra i dag klokken 15 og fortsætter frem til midnat tirsdag den 1. maj, men i Madrid-regionen altså 24 timer ekstra.

De vigtigste destinationer er kyst- og kystnære turistområder, bjergområderne og andre ferieområder.

Tættest bliver trafikken ud af de store bycentre - især fra indre egne til kystområder ved Middelhavet og i den sydlige del af halvøen.

Planlæg dig ud af køen

Hvis du har mulighed for at planlægge dig ud af det, rådes du til at undgå kørsel i dag mellem klokken 16 og 22 og igen mellem klokken ni og 14 på lørdag.

Retur-trafikken den 1. maj vil hovedsageligt forekomme tirsdag eftermiddag i alle regioner undtagen Madrid. Derfor forventes der tæt trafik og kødannelser på alle tilkørselsveje samt motorveje den dag.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.