Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Vores nye Liv

Skrevet af Kathrine Hesner, Torben Wilkenschildt, lør, 09/10/2021 - 07:00

Klumme Rejser & oplevelser

KLUMME: Nu dages det brødre, det lysner i øst…

Det er selvfølgelig trist, at blomsterne i Vores nye Liv skal gro i asken fra de godt 86.000, der er døde af coronaen i Spanien.

Dem vil vi gerne mindes og samtidig påskønne den store risikofyldte indsats, som sundhedspersonalet har ydet.

De fik ikke mere i løn, men klapsalver hver aften klokken 20:00 fra alle vinduer, balkoner og tagterrasser i hele Spanien. Oprindeligt var det klokken 21:00, men da alle ungerne blev vækket, blev det hurtigt aftalt at gøre det en time tidligere. For der blev klappet højt og i flere minutter.

Den seneste bølge toppede i slutningen af juli

Den 27. juli toppede den seneste pandemi-bølge med en incidens på 350,96 (dansk tal).

Derefter faldt den ganske drastisk, og siden midten af september har den konstant ligget under Udenrigsministeriets daværende grænse på 50 (gul linje) for at blive grøn.

Måske har vi kun Vores nye Liv til låns. Nye mutationer kan opstå. Vi håber det ikke, og livet handler jo om, at vi lever, mens vi gør det og elsker, mens vi tør det.

Vi har gennem pandemien haft nær kontakt med vores Amigos. Ikke mindst gennem vores TelefonAssistance, men også gennem kommentarer og mails. Det har for alvor lært os, hvordan I tænker, hvad I har frygtet og det, som vi kunne hjælpe med.

Og selvom situationen nu er blevet langt roligere med Spanien i grønt, modtager vi alligevel dagligt flere opkald med tvivlsspørgsmål om både det ene og det andet.

Ja, vi skal i Spanien fortsat anvende masker i flere situationer indendørs, som i eksempelvis supermarkeder, og hvis vi henter børn i skolen, og udendørs når afstand til andre ikke kan garanteres. Ligesom børnene selv bruge masker hele dagen - også i klasselokalerne.

Men som flere kloge hoveder mener - inklusive vores egne - så er det én af de væsentligste årsager til, at Spanien i dag har en incidens, der er mindre end halvt så høj  som i Danmark.

Sundhedsminister Carolina Darias udtalte i øvrigt fredag morgen, at det vil være obligatorisk at bruge masker indendørs mindst indtil foråret 2022.

Nu dages det brødre, det lysner i øst…

Nu er tiden her altså, hvor byfesterne langsomt vender tilbage, så de spanske piger og kvinder atter får luftet deres flotte kjoler. Der er skønne udendørs koncerter og flotte kunstudstillinger på museerne. For ikke at nævne lækker mad på chirinquitos i strandkanten, hvor ejerne har brugt nedlukninger på at sætte i stand og gøre klar til Vores nye Liv. 

Vi kan igen nyde socialt samvær i det dejlige klima, hvor alle nu trækker vejret dybt ned i lungerne og smiler til fremmede på gaden. 

Der er nyheder lige nu, hvor vi faktisk sidder og bliver helt rørte. Fra i dag er det helt slut med restriktioner i Valencia, Alicante og Castellón! Dét er altså noget, der rykker lidt i tårekanalen.

En hel verden ligger klar til at blive indtaget!

Vores nye Liv er også redaktionens nye liv. Nu er tiden kommet, hvor vi kan koncentrere os om mange andre vigtige ting end dagligt primært at informere om incidenser, lokale restriktioner, ny lovgivning, hvor man kan blive testet og så videre.

Vi glæder os så meget til at kunne flytte nogle af kræfterne til andre forhold, der også er vigtige for vores Amigos for trygt ophold - eller sikring af deres værdier - i Spanien.

Som én af de nye aktiviteter kan vi nævne vores gratis rejseforslag. De fleste kan jo nok selv finde ud af at planlægge en rejse til ét eller andet sted i Spanien. Men vi har da allerede oplevet eksempler på, hvordan andre kan lade sig inspirere af forslag fra andre Amigos.

Vi glæder os meget til den aktivitet.

Vi vil også bruge flere kræfter på at finde nye gode virksomheder, der giver rabatter til Amigos. Her kører vi jo det enestående princip, at annoncøren får gratis annoncering mod at give en rabat eller fordel til Amigos.

Ja, umiddelbart kan det for en annoncør lyde som at være for godt til at være sandt. Men sådan er virkeligheden altså hos Spanien i Dag.

På kistebunden har vi  mange andre tanker liggende om, hvad vi skal gøre for at gøre livet i Spanien tryggere og lykkeligere for vores Amigos.

Men det er jo netop det, som vi skal snakke om i fremtiden…

Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god weekend.

Kathrine & Torben

NB: Har du forslag til nye forhold, som vi skal tage op, er du mere end velkommen til at skrive en kommentar eller kontakte os direkte.

 

Kommentarer

Super dejlig optimistisk artikel. Jeg vil lige benytte lejligheden til at takke jer for al den kvalificerede information, som I har givet under Covid tiden. Det har været godt at få nogle andre øjne på de forskellige restriktioner, som ændrede sig hele tiden. Det har jeg selv og min familie haft stor glæde af. Og ikke mindst jeres andre dejlige artikler om Spanien. Tusind tak for det.
God weekend til teamet bag Spanien i dag.
Du og så mange andre, har i den grad ret.

Der kom jo også mange lovprisninger ifb med
fødselsdagen.

Derfor mener jeg, det er på tide, at bestyrelsen hæver medlemsbidraget.
Så man undgår Googles tunge hånd (og vel videresolgte adresser?)

"...det lysner i øst"
Vel snarere fra west. (pfizer)

Nu hvor jeg har taget mig sammen (jeg er lige så doven som TW) vil jeg nævne min forundring over, at så få kommenterede hans glimrende indslag om vor lillebitte indre racisme (kan ikke huske, hvordan han beskrev den)
Der burde være strømmet ind med kommentarer.
Der kom to, som ikke rigtigt kom ind på emnet, så vidt jeg
husker.
Angår os alle, hvad enten vi indrømmer det for selv eller ej.

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.