Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

29 familier har besat urbanización

Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 11/05/2012 - 07:00

Samfund og Politik


For næsten en måned siden besluttede omkring 29 familier sig for at flytte ind i en urbanización i Torremolinos. Selv om de har forsøgt at v...

For næsten en måned siden besluttede omkring 29 familier sig for at flytte ind i en urbanización i Torremolinos. Selv om de har forsøgt at være diskrete, har de ikke været i stand til at undgå at vække opmærksomhed med en konstant kommen og gåen af lastbiler fyldt med møbler og hvidevarer.

 

Indtil videre har de fået ryddet op på området, ryddet garagen så de kan parkere og renset poolen. Fællesudgifterne, herunder udskiftning af låse, er indtil videre blevet sat til et månedligt gebyr på 20 euro for hver af de 29 hjem, der udgør det lille fællesskab.

 

Brug for tag over hovedet

Umiddelbart lyder alt rimelig normalt, hvis det ikke lige var for den detalje, at familierne har besat boligerne ulovligt. Tre år har de stået tomme, som følge af at bygherren ikke formåede at sælge lejlighederne, og da gælden voksede, blev han tvunget til at begære konkurs.

 

- Vi er civiliserede mennesker, der er arbejdsløse og har brug for et tag over hovedet, siger beboeren i Calle Julián Embid Luna nr. 15 i den nordlige del af La Colina.

 

Politiet kan intet gøre

 

I mellemtiden er Policía Nacional og Policía Local begrænset til at patruljere nabolaget, som den eneste reaktion på de fortsatte opkald fra naboer. Politiet kan ikke gribe ind, før der kommer en anmeldelse fra ejeren.

 

Unge børnefamilier

I alt bor der omkring 50 besættere. Det er primært unge par med børn, der alle kommer fra samme familie og har boet sammenpresset i små lejligheder sammen med storfamilien i socialt boligbyggeri i Arroyo de la Miel. De erkender, at de bryder loven, men anser sig fuldt ud berettiget.

 

- Alle disse lejligheder ligger hen, samtidig med at vi lever et kummerligt liv med vores bedsteforældre, forældre, søskende og børn under et tag eller - i værste fald - på gaden. Vi skader ikke nogen, og vi er også villige til at indgå en aftale med ejeren og betale noget husleje eller lignende, siger en af besætterne.

 

På hver dør står der i dag fornavnet på besætteren bag døren sammen med en forsigtig advarsel: "Optaget, ikke røre."

 

Bekymrede naboer

Boligkomplekset, som står helt færdigt, har ingen licens til beboelse. Der er heller ikke hverken strøm eller vand, men den klarer de unge familier med stearinlys og gasflasker.

 

Den lethed, hvormed myndighederne takler situationen, bekymrer andre beboere i området. Man frygter, at hvis ikke, der bliver gjort noget nu, er det en direkte invitation til at andre gør det samme.

 

- Og så er det jo en sundhedsmæssig fare, når der ikke engang er vand, advarer ejeren af en lejlighed i samme gade.

 

Dyre biler men ikke penge til husleje?!

- De siger, de har ingen steder at bo, men de har en garage fuld af biler, som de fleste af os andre ikke har råd til, fordi vi betaler de højeste skatter i Torremolinos," lyder det fra en anden nabo.

 

En af besætter forstår godt, at naboerne brokker sig og er utrygge ved situationen, men:

 

- Vi lever her, men generer ikke nogen og laver ingen skandale. Vi kommer alle fra den samme familie, og hvis der er én, der ikke opfører sig ordentligt, bliver han eller hende smidt ud, forsikrer han.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.